Fortsæt til indhold

Giv dit besyv med om Grenaa - den levende by

Kommunen er klar til at præstentere planerne for forskønnelsen af Grenaa Midtby

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det skrider fremad med planerne for byfornyelsen af midtbyen i Grenaa. Et projekt, som den gamle kommunalbestyrelse bakkede talstærkt op om, og nu har givet videre til den nyvalgte.
Kommunen inviterer byens og oplandets borgere samt andre interesserede til informationsmøde om områdefornyelsen og hovedtemaerne i programmet, der har fået overskriften "Grenaa - den levende by", torsdag 23. januar i Kulturhuset Pavillonen.
På mødet bliver der mulighed for at kommentere planerne og programmet, før politikerne tager det under kærlig behandling først i kultur- og udviklingsudvalget og senere i kommunalbestyrelsen.
Norddjurs Kommune har fået et nik fra staten til at kunne regne med 5 mio. kroner i statsreufusion til byfornyelsen. Millioner, der udbetales, når kommunen har udarbejdet et program for byfornyelsen og under forudsætning af, at kommunen selv dobler beløbet op - altså smider 10 mio. kroner oveni. Det er helt normal praksis, at der er de bindinger fra statens side.

Kommunalbestyrelsen har allerede vedtaget, at der kan bruges 10 mio. kroner over en 5-årig periode, og i foråret 2014 skal programmet sendes til godkendelse hos Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, der har socialdemokraten Carsten Hansen som minister.
Pengene kan bruges til at forny gader, veje, torve og pladser og til sociale eller kulturelle aktiviteter.
Kommunen kickstartede processen i december 2013 med dialogcafé-dage på det gamle rådhus i Grenaa. Samtidig har man kunnet finde information og komme med ideer på kommunens hjemmeside.
Når ministeren har godkendt programmet inden sommerferien, starter processen for alvor, og her kan borgere og erhvervsdrivende være med til at præge arbejdet i de forskellige delprojekter, lover Else Søjmark (S), nyvalgt formand for kultur- og udviklingsudvalget.