Syddjurs skal passe på kulturarven
BLIS holder generalforsamling med fokus på kulturarvens betydning som ramme om det gode liv
”Ryd lortet” – fremtiden kommer!
Sådan lyder overskriften på den foredrags og debataften, som Syddjurs Kommunes bevaringsforening BLIS, By- og Landskabskultur i Syddjurs og Nationalpark Mols Bjerge står bag torsdag 27. februar i Kulturministeriet i Ebeltoft.
Foredrags- og debataftenen finder sted i forbindelse med BLIS' årlige generalforsamling. Efter en halv times generalforsamling indledes aftenens mere uformelle del med, at sekretariatsleder Mika Leth Pedersen fra Nationalpark Mols Bjerge fortæller om Nationalparkens virkemidler og forpligtelser i relation til kulturarven.
Derefter sætter sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal fokus på en verden i forandring og de krav, det stiller til fremtidens attraktive bosteder i almindelighed og kulturarven og kulturlandskabet i særdeleshed.
Aftenen slutter med debat med gæsterne og et panel med bl.a. viceborgmester og formand for PUK udvalget, Kirstine Bille.
Mange skønhedspletter
Foredraget er et led i en række tiltag for bevaring af den faste kulturarv, som BLIS har planlagt i den kommende tid.
Den faste kulturarvs forfald har et betydeligt omfang, men er folkene i BLIS.
”Bevaringsværdige og fredede ejendomme af høj kulturhistorisk værdi går tabt, hvis ejerne ikke systematisk vedligeholder dem med respekt for de kulturhistoriske værdier. I Kommunen er det tydeligt, at kulturhistoriske kvaliteter er i forfald, at bevarende retningslinjer ikke efterleves, og at der generelt er mange ”skønhedspletter”,” siger næstformand i BLIS, Thorkild Hansen.
Bo i smukke omgivelser
BLIS' initiativer omfatter bl.a. foredrag, debat, byvandringer, temaaftener, forskønnelsesprojekter og indstiftelse af en Bygningsbevaringspris.
”Det er vores mål at sætte stærkt fokus på at passe bedre på vores værdifulde kulturarv end i dag. Øget opmærksomhed på potentialet i kulturarven vil medvirke til at skabe endnu større interesse hos Kommunens borgere for at værne om kulturarven og kulturlandskabet. Stoltheden og glæden ved at eje en vel-vedligeholdt bygning og bo i smukke omgivelser skal gerne brede sig gennem by og land og på sigt blive til en ”folkesag”, som sætter Syddjurs Kommune på landkortet og kommer både fastboende, tilflyttere og turister til gode,” siger Thorkild Hansen.
Arrangementet er gratis og åbent for alle.