Fortsæt til indhold

Sangskriver deler ud af guldkornene

Sangerinden Bente Kure deler ud af sine erfaringer som sangskriver og giver solokoncert på Rødegaard

Samfund
Af Martin Schultz

Sangerinden og sangskriveren Bente Kure er et kendt ansigt på Mols, for gennem en lang årrække har hun sammen med sin partner, harmonikaspilleren Leif Ernstsen, givet sommerkoncerter først på Sølballegaard og via Hotel Ebeltoft Strand nu på Rødegaard i Vistoft gennem de senere år.
Så Molslandet trækker i den alsidige kunstner, som også holder kurser for skrivelystne, hvor hun trækker på sine egne erfaringer som tekstforfatter.
Derfor holder Bente Kure et kursus for musik- og skriveglade mennesker på Rødegaard fra torsdag 6. marts midt på dagen og til søndag eftermiddag 9. marts.
”Kurset er for alle skrivelystne, hvad enten man har lyst til at skrive sange eller digte, noveller, ja, alt hvad der kræver ord,” siger Bente Kure som har optrådt med sine folkinspirerede sange gennem 30 år og selv har dygtiggjort sig som tekstforfatter.

Prisbelønnede sange

Bente Kure har modtaget meget hæder for sine sange og fik blandt andet i 2004 en Danish Music Award.
”Der er både mening og indhold, holdning og underholdning i mine sangtekster, og det er hemmeligheden bag evnen til at skrive disse tekster, jeg deler ud af til kursisterne,” fortæller Bente Kure.
Med i kursusforløbet er en solokoncert med Bente Kure lørdag aften, som også folk udefra kan være med til.
Koncerten starter på Rødegaard kl. 19.30 og der er forsalg på 2165 0163.