Redningsmand ved et tilfælde
Kurt Lassen fra Tåstrup hjalp to piger fri af mudderet lørdag, da han tilfældigvis kom forbi på Gl. Møllevej og hørte deres råb om hjælp
Gl. Møllevej i Feldballe er ikke meget befærdet. Det var et rent held, at Kurt Lassen fra Tåstrup kom den vej i lørdags
”Der var et par småpiger, der råbte på hjælp ude fra marken,” fortæller Kurt. ”De sad fast i mudderet. De kunne bare ikke komme fri.”
Kurt Lassen gik ud for at komme dem til hjælp. Jorden var fin at gå på, så det virkede lidt mærkeligt at pigerne var sunket i. Men længere ude blev jorden blød. ”De sad fast helt ude i det sorte,” fortæller han. ”Det er ligesom kviksand dér. Så jeg begyndte også selv at hænge i.”
Den største af pigerne sad fast til knæene, den mindste sad bare i med støvlerne. Kurt Lassen fik den største trukket fri først, derpå den mindste. Pigerne mistede deres støvler. Om halvtreds år bliver støvlerne pløjet op af jorden og gjort til genstand for teorier om okkulte ofringer.
Kurt Lassen slap billigere – han mistede kun den ene sko. Så han kunne i det mindste halte ned til en kammerat for at få et bad og lidt varme og låne et par nye sko at gå hjem i.
”Men pigerne var slet ikke forskrækkede,” siger han. ”De snakkede livligt hele vejen hjem. Jeg forstod på dem, at de var gået ud i marken for at lede efter nogle spøgelser eller noget. Egentlig synes jeg ikke, jeg gjorde noget særligt. De var vel en 8-10 år, tøserne. Jeg tror nok jeg ved, hvor den ene af dem bor.”