Fortsæt til indhold

Gode takter i Koch-rapporten

Social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, Thomas Medom, tager godt imod de fleste af Koch-udvalgets forslag til en reform af beskæftigelsessystemet:

Samfund
Arkiv

Carsten Koch-udvalget har i dag fremlagt sine anbefalinger til en ny jobindsats for de ledige, der er medlem af en a-kasse. Anbefalingerne danner afsæt for de kommende politiske forhandlinger om en reform af beskæftigelsessystemet.
Koch-udvalget lægger op til en mere individuel indsats, større frihedsgrader og færre rigide krav til både de ledige og jobcentrene. Det vækker genklang hos social- og beskæftigelsesrådmand Thomas Medom:
”Koch-rapporten indeholder rigtig mange, fornuftige anbefalinger, som alle er gennemsyret af, at vi skal have tilliden tilbage. Tilliden til de ledige og tilliden til medarbejderne i jobcentrene. Det er forfriskende og tiltrængt. I alt for mange år er de ledige blevet pisket rundt til overflødige samtaler og nytteløse kurser, og jobcentrene har brugt flere kræfter på at sætte flueben end at tale med borgerne,” siger han.
”Jeg er grundlæggende af den opfattelse, at ledige gerne vil have et job. Derfor er noget af det mest positive i rapporten, at vi ikke længere skal bruge så mange kræfter på de stærke ledige, der får frihed til at selv at tilrettelægge deres jobsøgning. Det frigiver flere ressourcer til at hjælpe dem, der risikerer at blive langtidsledige. Det er sund fornuft. Det handler ikke om at bruge færre ressourcer på de ledige, men at målrette dem bedre. Derfor vil jeg også advare mod at spare yderligere på aktiveringsmidlerne, som blå blok ellers varmer op til,” fastslår Medom.
”Den individuelle indsats ligger også i, at de ledige selv vælger, om de vil trække på jobcentret eller deres a-kasse. Det skal vi holde fast i. For mig er det ikke religion, at den første samtale partout skal finde sted i jobcentret, og jeg deler heller ikke holdningen om, at alt skal flyttes over i jobcentrene. Der er behov for, at både a-kasserne og KL kravler op af skyttegravene. Indsatsen for de ledige er et fælles ansvar.”