Gangstere blander sig i dansk øl-elite
Blandt kandidaterne til Årets danske Ølnyhed 2013 er det mystiske øl-projekt Syndikatet, som kalder sig selv for gangsterbryggere
En af de tre øl der stadig er med i opløbet om at blive Årets Ølnyhed 2013 i kategorien under 5,9%, er india pale ale-øllen "Spionen Undercover IPA" fra bryggeriet Syndikatet. Folkene bag kalder sig selv for "gangsterbryggere", men hvem er disse gangster-bryggere, som med fantomfart er drønet direkte ind i den danske øl-elite?
"Vi kalder os gangsterbryggere som selvopfundet humoristisk synonym til kontrakt-/sigøjner-/nomadebryggere. Begreberne dækker over, at vi ikke ejer eget bryghus, men i stedet udnytter kapaciteten på eksisterende veldrevne bryghuse - i øjeblikket brygges alt vores øl på Nibe Bryghus," siger en af Syndikatets i alt 10 bagmænd, Jonas Jacobsen, som tilbage i 2010 vandt Skandinavisk Mesterskab i Håndbryg, og som, året efter, lancerede øllen "Direktøren" som et fritidsprojekt sammen med ni andre mænd fra Aarhus-området, som i forvejen er virksomhedsejere og iværksættere indenfor andre brancher.
Hobbyen har indtil videre ført til 12 øl med navne som Sekretæren, Agenten, Nonnen, Mekanikeren og kassemesteren. Øllene bevæger sig mellem 4,0% og hele 12% i styrke, så "Spionen Undercover IPA, der er med i opløbet om at blive Årets Øl, er altså i den lette ende af Syndikatets skala.
"Typen er amerikansk IPA. Men humlen kommer fra stillehavsregionen (Australien og New Zealand). Malten er fra Belgien. Kun gæren er amerikansk. Derudover består dens særpræg i, at fyldighed og karakter er tunet ved at benytte 10% rugmalt og en del havre i maltblandingen. Det er en ret tør og bitter øl med meget eksotisk smag," siger Jonas Jacobsen, som i øvrigt også lover, at Syndikatets øl-gangstere har flere ølnyheder klar i løbet af 2014. "Vores 13. øl i sortimentet kommer til marts, og forhåbentlig bliver der tid til yderligere 3-4 nyheder i løbet af 2014," siger han til Lokalavisen.dk.
Resultatet af afstemningerne, der udpeger Årets danske Ølnyheder 2013, afsløres på Danske Ølentusiasters Generalforsamling i Odense den 22. marts.
Listerne over de nye danske øl der stadig er med i opløbet kan ses her: KLIK