Fortsæt til indhold

Spis påskemåltid i kirken

Pindstrup Kirke integrerer gudstjeneste og påskemiddag i kirkerummet Skærtorsdag

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Påsken er kirkens største højtid. Fire gudstjenester på fem dage, ingen højere.
Og der er stor variation i gudstjenesterne i kirkerne i Syddjurs.
I Pindstrup Kirke for eksempel markeres Jesus sidste måltid med vennerne - også kaldet indstiftelsen af nadveren -Skærtorsdag med en såkaldt måltidsgudstjeneste, hvor der bliver dækket et bord midt i kirken, så gudstjeneste og påskemiddag er integreret i kirkerummet.

Mørke og lys

Nadver betyder egentlig blot aftensmad på gammelt dansk. Nadverritualet i folkekirken er en gentagelse af dette sidste måltid, og skal minde os om, at vi alle kan optage Jesus i os, hvis vi vil. Samtidig er det en symbolsk markering af det kristne fællesskab.
Skærtorsdag har både mørke og lys i sig. Til mørket hører, at Jesus blev forrådt af Judas og svigtet af disciplene. Til lyset hører, at det er dagen for nadverens indstiftelse. Skær i skærtorsdag betyder ren og viser hen til, at Jesus på den dag vaskede disciplenes fødder.

Tapas på menuen

Sognepræst Tina Skov Løber forestår gudstjenesten i Pindstrup Kirke, der begynder klokken 11.
Efter gudstjenesten serveres tapas-inspireret mad. Det er gratis at deltage.