Fire modne mænd er taget på barsk herretur på cykel fra Hårup til Barcelona
16-17 dage i sadlerne til at nå i mål afskrækker ikke fire motionister fra Hårup
Lørdag 3. april startede de første etape på deres toptunede racercykler fra Hårup, og Skærtorsdag satser de på at være fremme i Cataloniens hovedstad Barcelona.
Pensionist Jens Andersen, 70 til december, malermester Jens Winther, 63, brolægger Jan Hansen, 60, og tidligere skolelærer Lars Pedersen, 63, har prøvet turen ud i Europa på cykel mange gange efterhånden, og de kender deres værd, men Tour de Haarup-Barcelona, en strækning på 2.500 kilometer, er deres hidtil længste og sikkert også hårdeste styrkeprøve til dato.
Balsam for sjælen
"Vi kan lide det," kommer det prompte fra Lars Pedersen, der ligesom resten af kvartetten har trænet flittigt op til den ultimative cykeltur, mens han stolt viser letvægteren frem.
En aerodynamisk cykel, der tåler sammenligning med de bedste på markedet for cyklende motionister.
"Vi kan simpelthen lide at være sammen og kender hinanden så godt, at vi sagtens kan tackle både små og store kriser undervejs," supplerer Jens Andersen, den ældste i flokken, men også ham, der er den flittigste til at træne.
Han har i en yngre udgave en fortid som divisionsspiller i Holbæk på Sjælland, men karrieren blev ikke så lang, indrømmer han.
"Der kom en gal svensk træner (Bosse Håkansson, red.) til klubben, der indførte en ny form for fysisk stroppetræning, som jeg ikke brød mig om," griner han.
Fast dagrytme
Kvartetten kørte på førstedagen fra Hårup til Flensborg på den anden side af grænsen. Blot for lige at sætte en daglig gennemsnitsetape i relief.
"Vi har en fast rytme hver dag, som vi overholder. Det er simpelthen nødvendigt," fastslår Lars Pedersen.
"Vi kører i gennemsnit 170-175 kilometer pr. dag og for det meste efter GPS, og vi sørger for at komme på cyklen ret hurtigt efter morgenmaden på det vandrehjem eller hotel, vi nu har overnattet på," fortsætter Jens Andersen.
"Når vi holder ind for at drikke eftermiddagskaffe, danner vi os et overblik over overnatningsmulighederne lidt længere fremme, så det foregår egentlig meget disciplineret, og jeg kan love dig for, at vi sover godt om natten," griner Lars Pedersen.
Konerne venter og Messi...
Når Team Haarup ruller ind i Barcelona Skærtorsdag står konerne klar til at tage imod.
De er fløjet i forvejen. Herefter står den på en kort påskeferie i den smukke by, som også kommer til at indbefatte en kamp på berømte Camp Nou mellem hjemmeholdet og Athletic Bilbao.
Turen hjemover foregår med fly.