Fjern duggen fra sjælens vinduer
Pilgrimspræst Elisabeth Lidell inviterer på pilgrimsvandring i Hestehave Skov 2. Påskedag
Caminoen (El Camino Francés) er en pilgrimsrute på omkring 800 kilometer, der starter i det sydlige Frankrig, fortsætter over Pyrenæerne, og går tværs over det nordlige Spanien. Det er en af de mest kendte pilgrimsvandringer i Europa.
I lokal målestok kan en pilgrimsvandring i den smukke Hestehave Skov ved Kalø Vig ikke måle sig i kilometer, men sikkert i mental forstand.
Pilgrimspræst Elisabeth Lidell går i spidsen 2. Påskedag for en pilgrimsvandring i Hestehaveskov. Dagens tema er påsken, opstandelsen og det evige liv.
De syv søjler
"Pilgrimmen erfarer på vandringen i naturen langsomhed, enkelhed, frihed, bekymringsløshed, fællesskab, stilhed og åndelighed, som tilsammen betegnes som "de syv nøgler til pilgrimmens sjæl". Dette er samtidig mangelvarer i vores materialistiske samfund. Folk længes ganske enkelt efter disse "simple-living-ting" og derfor har også pilgrimsvandring en stor appel til dagens danskere," har Elisabeth Lidell en gang beskrevet hemmeligheden bag pilgrimsvandringerne.
De gående gør holdt ved Kalø Slotsruin, ved Kalø Hovedgård og vandrer videre i Ringelmose Skov. Undervejs holdes der nadver i det fri.
I Bregnet Kirke er der andagt og tid til at dvæle ved Arne Haugen Sørensens vandringsmænd på prædikestolen.
På Kalø Slotskro slutter turen med samtale, kaffe, te og kringle.