Undren over Syddjurs afvisning af flexboliger
Bent Nielsen, Nybolig Jeppsen & Sørensen, undrer sig over, at politikerne afviser flexboliger som en ny vej til bosætning
I Norddjurs sagde politikerne ja tak med det samme til at tillade, at helårsboliger benyttes som såkaldte flexboliger, da regeringens lovforslag blev vedtaget i Folketinget i april 2013.
I Syddjurs gjorde politikerne til gengæld det modsatte, da forslaget var på byrådets dagsorden i efteråret 2013.
Kommunen mente ikke, at man havde midlerne til at klare opgaven rent administrativt.
"Ubetænksomt," lyder det fra Bent Nielsen, Nybolig Jeppesen & Sørensen.
"Nu ved jeg godt, at man sikkert vil beskylde mig for kun at hyppe mine erhvervsmæssige interesser, men ikke desto mindre mener jeg, at Syddjurs politikerne er gået glip af en god mulighed for at tilføre kommunen både bosætning og omsætning, og det kan jeg også som borger i Syddjurs Kommune være træt af".
Nyt liv til landsbyerne
Reglerne om flexboliger trådte i kraft 1. maj 2013. Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter, så og ser flexboliger som en mulighed for at tilføre de mindre landsbyer ny ilt og energi i stedet for, at huse står tomme og forfalder.
Reglerne for flexboliger betyder, at husejere kan søge kommunen om at få lov til at bruge et helårshus som flexbolig – og som derfor ikke er bundet af bopælspligt.
Tilladelsen er personlig, og kommende ejere skal derfor også søge kommunen om til-ladelse.
Interesserede huskøbere kan dog allerede, inden de beslutter sig for at købe en bestemt bolig, anmode kommunen om at tilkendegive, om den på ny vil tillade anvendelse som flexbolig. Og derfor kan det indgå i ens overvejelser, inden man beslutter sig for at købe.
"I første omgang ville Syddjurs Kommune ikke få skatteindtægter ud af at tillade flexboliger, fordi ejerne typisk bor i en anden kommune, men nu og her bruger penge på et hus på landet, som de med tiden måske vil anvende til helårsbolig. Men kommunen går til genglæd glip af den omsætning, som ejerne vil bidrage med i handelslivet, og de lokale håndværkere sikkert også vil få del i, fordi der typisk skal laves noget ved huset."
Spørg distriktsrådene
Bent Nielsen, der selv er mangeårig aktiv i foreningslivet bredt taget i Kolind, herunder også distriktsrådet, synes, det virker underligt, at kommunen siger nej til en boligform, som kunne være til gunst for landsbyerne.
"Kommunen har jo mulighed for at sige, at ordningen kun skal gælde i bestemte områder, og jeg mener, at man skulle spørge de mange distriktsråd, hvor der med fordel kunne være flexboliger," siger Bent Nielsen, der selv i sit job ved Nybolig Jeppesen & Sørensen har fået forespørgsler fra interesserede købere med postnummer i Aarhus.
"Jeg må sige nej i Syddjurs, men kan så glæde mig over, at man i Norddjurs ser lidt anderledes på det, men det burde gælde hele Djursland."