Fortsæt til indhold

Unge nørder satser på GameIT College

159 unge har lagt billet ind på en plads på GameIT College i Grenaa

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Thomas Fahl Eriksen, 17, havde taget turen helt fra Fanø sammen med sin mor Lisbeth Fahl Andersen, mens vennerne Christian, 19, og Mike, 18, var kommet kørende til Grenaa fra Horsens.
Alle tre med det fromme håb om at komme i betragtning til en af de 90 pladser som Danmarks eneste spilgymnasium, GameIT College, der hører under VID Gymnasier, tilbyder fra det kommende skoleår.
Lørdag var der hektisk aktivitet stort hele dagen på VID Gymnasier, fordi der var indbudt til formel optagelsesdag på GameIT College.

Grenaas ny vartegn, den netop indviede Globe hos VID Djurs gymnasier på N.P. Josiassens Vej, hvor lærere og elever har tip-top moderne forhold til både undervisning og laboratorieforsøg.

159 ansøgere

Hele 159 ansøgere havde meldt deres ankomst for at dyste om de 90 pladser, der er til rådighed efter sommerferien.
90 procent af ansøgerne med bopæl uden for skolens naturlige rekrutteringsområde på Djursland og derfor med til at understrege Grenaas status som Danmarks centrum, når det kommer til spiludvikling på talentniveau.
"Optagelsesdagen er en god mulighed for både os og ansøgere til at snakke sammen," forklarede Morten Bang Sørensen til Lokalavisens udsendte. Han er rektor på VID Gymnasier (HHX og HTX), der nu er samlet på N.P. Josiassens Vej.
"Vi har en række af vores lærere i sving fra klokken 10 til cirka 17, hvor deres opgave er at interviewe hver enkelt ansøger ud fra et på forhånd fastlagt skema. Målet er naturligvis at blive klogere på de unge ansøgere, så vi får en klar fornemmelse af, om de er parate til at tage en studentereksamen (HTX), men ligeledes er modne nok til at flytte hjemmefra og kan klare at kombinere en hverdag med studier, lektier og de mange praktiske gøremål, der er forbundet med at bo på college," fortalte Morten Bang Sørensen.
De mange ansøgere fik ikke i lørdags en klarmelding på, om de skal starte på GameIT College efter sommerferien.
"Men det vil de få meget snart," lovede rektor.

Vennerne Christian (tv.) og Mike havde taget turen fra Horsens for at gøre deres hoser grønne til en fremtid på GameIT College. To fyre, der så frem til at møde unge med samme interesse for IT.

Spiludvikling og HTX

På GameIT College får de unge mulighed for, ud over den øvrige undervisning (obligatoriske HTX-fag), at deltage i spil-workshops, lære om for eksempel 3d-animation, game engines og storytelling.
De unge bor i lejligheder på College tæt ved Viden Djurs. Der er netadgang i lejlighederne og eleverne får udleveret en bærbar computer ved uddannelsens start. Når uddannelsen er gennemført, er den bærbare elevens ejendom. HTX-uddannelsen er gratis, men der er en brugerbetaling som dækker husleje, den bærbare computer, 24 timers adgang til Internet, IT-certifikat, ekskursioner, virksomhedsbesøg, konferencer og studieture - til f.eks. USA - i et vist omfang.

Vid Djurs Gymnasier håber at kunne supplere de 90 pladser på GameIT College (HTX) med 30 yderligere på en GameIT-BIZ linje, hvor spiludvikling kombineres med økonomiske fag og cases (HHX).

Tre nørder

Fælles for Thomas Fahl Eriksen fra Fanø og vennerne Christian og Mike fra Horsens, som Lokalavisen talte med, er alle tres brændende, nærmest maniske interesse for computeren og dens muligheder på spilområdet.
"Jeg var startet på Esbjerg Gymnasium, men droppede ud, fordi det kedede mig," fortalte Thomas Fahl Eriksen.
"I stedet håber jeg nu på at kunne starte på GameIT College efter sommerferien, hvor jeg kan forvente at møde unge med den samme interesse for spiludvikling, som jeg selv."
Hans mor, Lisbeth Fahl Andersen, kunne nikke bekræftende til, at sønnens altoverskyggende interesse er den bærbare computer.
Vennerne Christian og Mike har en fortid sammen i folkeskolen og har siden prøvet forskellige uddannelser uden, at det har sagt dem ret meget.
"Vi håber nu sammen at kunne starte på GameIT College," lød det næsten med en mund. De to mente selv, at de opfyldte forudsætningerne for at tage en HTX-studentereksamen.
For mange unge er det primært i de naturvidenskabelige fag som matematik, at de knækker halsen, men netop på det matematiske område var både Christian og Mike sikre på at have en af deres spidskompetencer. I den nærmeste fremtid ved de så om drømmen går i opfyldelse.