Makkerpar lover høj pizzaføring i Balle
Italiensk/amerikansk duo og sofistikeret ovn skal give pizzaen den gode smag
Man tager en hemmelig familieopskrift fra Sicilien, en knivspids New Yorker stemning, en højteknologisk pizzaovn og en stor skefuld ambitioner og ryster det hele godt sammen.
?Resultatet er M&M Pizza, som åbner 1. maj i Balle. Skal man tro de to kokke bag, bliver opskriften en sikker succes.
Marco Barbagallo og Mikael Van Gogh har de seneste to måneder knoklet i de gamle pizzerialokaler på Lykkesholmvej, så de på alle måder kan byde deres kunder velkomne til en helt ny og anderledes pizzaoplevelse.
”Man kan godt sige, at det er bydelen Little Italy i New York, der dumper ned i Balle,” griner 32-årige Mikael Van Gogh, som har amerikanske rødder.
Marco?Barbagallo, 30 år, bor på Mols og har indtil for nylig haft pizzeria med sin sicilianske far i Århus.
Pizza på bånd
Ideen til at åbne i Balle kom, da Michael Van Gogh pludselig stod uden arbejde.
”Det er svært at finde arbejde her på Djursland, så i stedet for at sidde og vente, besluttede vi os for at kaste os ud i det. Man er jo nødt til at gøre noget selv.”
Den største investering for Michael Van Gogh og Marco Barbagallo, som har været venner i 17 år, har været ovnen.
”Det er en båndovn, hvor man sætter pizzaen ind på et bånd i den ene ende, og efter to minutter kommer den færdigbagt ud i den anden ende. Og alt efter fyld og størrelse, kan ovnen programmeres til at give hver enkelt pizza den helt rigtige bagetid,” fortæller Marco Barbagallo.
Altid god betjening
Men hvad får to mænd i starten af 30'erne til at tro på, at et pizzeria i Balle kan køre rundt?
”Vi tror så meget på det, at vi satser alt. Heldigvis er vores familier med på ideen,” fortæller Marco Barbagallo.
Lokalerne er måske lidt små, men det er ejernes ambitioner og drømme ikke.
Mellem murerbaljer og malerbøtter fortæller de med armbevægelser så store, at Janteloven ville skamme sig, om sirlige beregninger af kundegrundlag, og om hvorfor netop deres pizzeria bliver uimodståeligt.
De lover speciallavede, sprøde pizzabunde, konkurrencer med præmier for kunderne, god hygiejne, friske råvarer, ekstra fyld, udbringning i 10 kilometers omkreds og altid god betjening.
M&M Pizza åbner den 1. maj, men allerede lørdag 26. april er der åbent hus.
Her kan alle få lov at smage pizzaerne, og der vil også være is til børnene.
DJ Svane vil stå for musikken.