Fortsæt til indhold

Snart flyder der igen LAG-penge til Djursland

LAG Djursland er med på listen over 26 lokale aktionsgrupper

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Minister for By, Bolig og Landdistrikter Carsten Hansen har netop fastlagt de områder der kan danne lokale aktionsgrupper i perioden 2014-2020 og Djursland (Norddjurs og Syddjurs i forening) er med på kortet. I 2015 er rammen 94,2 millioner kroner.

Ministerforslag

Ministeriet har udarbejdet et forslag til organisering af de lokale aktionsgrupper, som blev sendt i høring den 5. marts 2014.
For blandt andet at skabe en vis økonomisk volumen hos aktionsgrupperne og understøtte større projekter, som eksempelvis går på tværs af kommunegrænser, har Carsten Hansen foretaget en gruppering af de udpegede LAG-kommuner.

Bestemmer selv

Med pengene følger muligheden for borgere i de udpegede landdistrikter til at engagere sig og få indflydelse på den lokale udvikling. De lokale aktionsgrupper bestemmer nemlig, hvad pengene skal bruges til lokalt, og hvilke projekter der skal have tilskud. Det sker inden for rammer, som Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter udstikker.
Ministeriet vil nu afholde en række møder for at skabe opmærksomhed om den nye landdistriktsindsats og mobilisere de lokale kræfter.
"Målet med LAG er at skabe udvikling i landdistrikterne, og her er det vigtig, at man også kan støtte større projekter. Pengene skal gå derhen, hvor behovet er størst," lyder fra ministeren.

Fakta: Lokale aktionsgrupper (LAG)

  • Der er udpeget 57 LAG-områder, hvilket giver mulighed for at etablere 26 lokale aktionsgrupper i Danmark. Aktions-grupperne, der er drevet af lokale frivillige, skal bidrage til at skabe arbejdspladser, vækst og innovation og netværk i lokalsamfundene.
  • De lokale aktionsgrupper er finansieret med midler fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og EU. De landdistriktsområder, der modtager tilskud, står overfor særlige udfordringer.
  • Midlerne til de lokale aktionsgrupper bliver fordelt efter et 65/35 princip, hvor 65 procent af midlerne bliver ligeligt fordelt mellem alle de udpegede kommuner, og de resterende 35 procent fordeles til de kommuner, der har oplevet en negativ befolkningsudvikling.