Plads til begejstring på Norddjurs Friskole
Skolen i Grenaa laver nu et anderledes forløb for eleverne i overbygningen
Norddjurs Friskole er klar til i bogstaveligste forstand at rive væggene ned i den bygning, der huser skolens ældste unge i 8. og 9. klasse. Det sker fra næste skoleårs start i august 2014.
"Vi indfører et lidt anderledes skoleår, hvor vi ikke slækker på fagligheden, tværtimod, men vil arbejde mere projektorienteret og meget mere tværfagligt i dagligdagen. Hverdagen er jo heller ikke opdelt i fag," siger Dorte Albæk, 46, skoleleder på Norddjurs Friskole.
Aarhus Friskole
Superpendleren, som hun nok så frejdigt titulerer sig, bor i Aarhus, så togturen hver dag fra den jyske hovedstad og til Grenaa, tur-retur, giver god tid til at tænke nye tanker, mens de forskellige djurslandske landskaber passerer forbi i togets vinduer.
Dorte Albæk er egentlig københavner med stort K, men uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet.
Et giftermål med sangeren, musikeren og entertaineren Mek Pek (Falk) bragte hende til Jylland og førte hende ind i kredsen omkring Aarhus Friskole, hvor hendes børn siden havde deres skolegang, og hvor hun også nåede at være formand for skolebestyrelsen i 12 sæsoner.
"I starten synes jeg miljøet på skolen var dybt mærkeligt. Der lå nullermænd i krogene, og dagligdagen forløb efter bedste beskub, men jeg kunne se, at børnene trivedes og voksede, og til sidst gik også meningen med galskaben op for mig. Siden har jeg været solgt," griner hun.
Syv projektforløb
Den projektorienterede tilgang til undervisningen i overbygningsklasserne kommer til at bygge på syv projektforløb i løbet af skoleåret á tre ugers varighed, hvor de unge får rig lejlighed til at gå i dybden med et tema og forske og undersøge for at blive klogere på verden.
"Vi går, kan man sige, fra auditorium til laboratorium og tilbage igen," siger Dorte Albæk.
"Innovation, faglighed og anvendelse er tre nøgleord i det ny forløb. De unge kommer til at arbejde med fagene på en måde, som gør, at de i høj grad også kan bruge dem til noget."
Dorte Albæk ser det ny overbygningsforløb som en forløber for de unge mennesker til en senere karriere som forskere eller iværksættere.
"Helt i tråd med Friskolens idegrundlag i øvrigt lærer vi de unge, at man skal turde fejle, fordi det er den eneste måde at blive klogere på som menneske. Der skal være rum til at blive begejstret og undres, det tror vi på er vejen frem i dagens Danmark."