Frederik Kjærgaards lynscoring ikke nok til tre point
Aastrup/Hammelev fik kun et point med hjem fra lørdagens langfart i Bjerringbro
Aastrup/Hammelev i Serie 1 kunne glæde sig over at have Mathias Busse og Frederik Husum tilbage efter skader i lørdagens udekamp mod Bjerringbro. Desuden var Nicolai Jarsmer tilbage på træningsbanen i ugen op til kampen for første gang efter, at han i efteråret 2013 fik et brud i den ene fod.
Jarsmer var dog ikke på holdet og heller ikke på andetholdet i Serie 3.
Aastrup/Hammelev gik til kampen i Bjerringbro Idrætspark med en klar gameplan, der hed omstillinger og masser af afleveringer i banens længdeaksen ned bag hjemmeholdets forsvar, så hurtigløbere som Andreas Busse og Frederik Kjærgaard kunne udnytte deres høje hastigheder.
Allerede efter 2 minutters spil, straffede gæsterne Bjerringbro på netop denne opskrift. Kjærgaard blev spillet dybt af Andreas Busse, og så stod der 1-0 på måltavlen.
"Bjerringbro var tydeligvis ikke klar over vores hurtighed, og igen i det 20. minut var det Andreas Busse, der fik en friløber, men han afsluttede desværre på stolpen," fortæller holdleder Henrik Rasmussen.
I det 32. minut var det så igen Kjærgaard, der fik en stor chance, men også han manglede lige det sidste til at kunne ændre på stillingen.
Kjærgaard, der træner meget sporadisk, fik herefter en pause. Ind kom den talentfulde U17 spiller Benjamin Lahn.
Bjerringbro tog over
Hjemmeholdet fik undervejs indstillet sig på gæsternes dybdeløb, og langsomt åd de sig ind i kampen.
"De havde mange tilløb til chancer og afslutninger, men uden at blive farlige for alvor, og i vores mål tog Christian Rygaard sig sikkert af alle bolde," fortæller Henrik Rasmussen.
I det 59. minut blev Bjerringbro ramt af et gult kort, men overtallet formåede Aastrup/Hammelev ikke at udnytte.
I det 76. minut var det så gæsternes anfører Frederik Harvig, der måtte ud til afkøling i ti minutter, og to minutter senere fløjtede dommeren for straffespark til hjemmeholdet.
"Det var han vist den eneste, der kunne se, fordi det blev dømt efter en hovedstødsduel, hvor begge spillere angreb bolden i luften," lyder det fra Henrik Rasmussen.
Hjemmeholdet udnyttede den store chance til at udligne, og sådan blev det.
"Set over hele kampen var det et okay resultat, vi skulle dog have lavet et eller to mål mere i den første halve time, men omvendt havde Bjerringbro mest spil i 2. halvleg, hvor kun det famøse straffe udløste mål," opsummerer holdlederen.
Målmand Christian Rygaard blev kåret til man-of-the-match. 'Fighteren' gik til Jeppe Thomsen.
Fakta:
Aastrup/Hammelev mønstrede denne trup i opgøret mod Bjerringbro:
- Andreas Busse
- Benjamin Lahn Sørensen
- Christian Rygaard
- Frederik Husum
- Frederik Smed
- Frederik Harvig Jensen
- Frederik M. Kjærgaard
- Jacob Steensgaard
- Jeppe Thomsen
- Jonathan Henig
- Laurits Taul Madsen
- Martin Fiehn
- Mathias Busse
- Nicolai Johansen
- Mathias Frey
Aastrup/Hammelev møder fredag 2. maj Nørager i et af de mange lokalopgør i Serie 1. Kampen spilles på Aastrup Stadion klokken 18.30.