Fortsæt til indhold

Mindeord om Svend Erik Hansen, Bønnerup Strand

Samfund
Arkiv

Lokalavisen har modtaget følgende mindeord om Svend Erik Hansen, Bønnerup Strand, der døde forleden. Mindeordet er skrevet af Miljøminister Kirsten Brosbøl på familiens vegne.
"Min bedstefar, Svend Erik Hansen, Bønnerup Strand, døde onsdag den 23. april 2014 på Randers Sygehus, 85 år gammel.
Svend Erik Hansen blev født ind i en fiskerfamilie i Bønnerup Strand. Han kom efter sin konfirmation med sin far på havet og købte siden sin egen kutter. Han levede af fiskeri indtil 1970, hvor han blev havnefoged i Bønnerup. Han gik på efterløn i 1988. I alle årene har Svend Erik Hansen taget aktivt del i lokalsamfundet. Som medlem af Nørre Djurs Kommunalbestyrelse for Venstre, som formand for fiskeriforeningen og vandværket, og som medlem af Andelsbankens bestyrelse.
I sin pensionisttilværelse kastede han sig over slægtsforskningen, som gav ham mange gode oplevelser; spændingen ved at opspore, besøge og tale med fjerne slægtninge, hvoraf flere også lagde vejen forbi Bønnerup, og det store arbejde med at skrive slægtshistorien for sin egen og sin hustrus slægt. Også lokalhistorien, særligt om Bønnerup som fiskerby, optog ham meget. Han samlede gamle fotos af de fiskekuttere, der igennem tiden havde haft hjemme i Bønnerup havn, og beskrev dem og deres ejere. Han holdt også foredrag om Bønnerups historie, som han kunne formidle med personlighed og humor. Han var alt i alt et stort aktiv for det lokalområde, hvor han har levet hele sit liv.
Men Svend Erik Hansen var først og fremmest familiemenneske. En trofast ægtemand, som i 2011 kunne fejre diamantbryllup med sin hustru, Martha. En højt elsket og kærlig far for sine tre børn og bedstefar for mig, min bror og vores fem fætre, som alle ofte som børn kom på ferier og besøg hos vores bedsteforældre i Bønnerup Strand. Og de senere år er der kommet syv oldebørn til, som han skattede meget højt. Familien var det vigtigste. Det lå ham meget på sinde i den sidste tid at give det budskab videre til os. Pas på jeres familie. Hold sammen. Når alt kommer til alt, så er det det, der tæller.
Han var tilfreds med sit liv og det, han havde udrettet: Han skabte et trygt og godt hjem for sin familie. Børnene fik en uddannelse og kom godt i vej, og børnebørnene fik alle gode uddannelser. Han oplevede stor fremgang i sin levetid, både personligt og samfundsmæssigt. Det var noget, han værdsatte og var stolt af. Han var stolt af at tilhøre en generation, som havde sikret de næste generationer mange flere muligheder, end han selv havde haft. Ikke mindst inden for uddannelsesområdet. Han underholdt ofte med, at han havde gået i skole hver anden dag i syv år. Men han har altid tilskyndet os børnebørn til at få en uddannelse, til at sigte højt og være ambitiøse: "Sigt efter stjernerne, så kommer du måske til månen". Og han har altid advokeret for, at vi skulle vælge det, vi brænder for, frem for at gå efter høj løn eller det sikre job. Motivationen er det vigtigste, så skal det andet nok komme.
Min bedstefar havde et usædvanligt stort udsyn og åbent sind over for omverdenen. "I unge får ikke kun Danmark som jeres arbejdsplads, I får hele Europa eller hele verden som arbejdsplads", sagde han. Derfor var han også glødende EU tilhænger, han holdt af at rejse og var nysgerrig på andre kulturer. Yndlingsdestinationen var Madeira, men han og min bedstemor rejste bl.a. også til England, da jeg dimitterede som Master i 2004, hvilket var en stor oplevelse for dem. Også her demonstrerede han, at han kunne kommunikere med alle, også selvom de ikke talte samme sprog. Bedstefar klarede sig altid på jysk, uanset hvor han rejste, og med sin ligefremme facon og oprigtige interesse for andre mennesker formåede han altid at gøre sig forståelig.
Min bedstefar og jeg tilhørte ikke samme parti, men vi delte interessen for samfundet og lysten til at diskutere. Det vigtigste for ham var også, at man havde en holdning til tingene. Det behøvede ikke at være den samme som ham, bare man tog stilling. Han var demokrat og pragmatiker mere end ideolog. Han har været en stor inspiration for mig og lært mig nogle af de vigtigste grundregler i politik. Fx. vigtigheden af at kunne indgå kompromiser: "Hvorfor gå hele vejen til Glesborg, hvis du kan få et lift til Hemmed", som han udtrykte det. Det er bedre at få en del af sin politik igennem end slet ingen. Og han har lært mig, at en aftale er en aftale. Når man er enige om et kompromis, så står man på mål for det - også når det bliver svært. Gjorde man det, havde man til gengæld hans respekt.
Min bedstefar var et inspirerende, engageret, livsklogt, varmt og humoristisk menneske. Og selvom han forsikrede os om, at han havde haft et godt liv, og at der derfor ikke var grund til at være kede af det, når han var væk, så efterlader han et tomrum i familien. Vi savner ham og bærer for altid alle de dejlige minder i vores hjerter.
Æret være Svend Erik Hansens minde."