"En af de varmeste nogensinde"
April kan ende på en fjerdeplads på listen over de varmeste april-måneder nogensinde.
Til dem, der higer efter det lune forårsvejr, er der nemlig godt nyt i prognosen for resten af måneden, der altså kan vise sig at blive en af de varmeste april måneder, som DMI nogensinde har målt.
"Med en prognose til den varme side kan april i år ende på 8,5 grader i gennemsnitstemperatur. Det vil gøre den til den fjerde varmeste april, vi nogensinde har målt," siger klimatolog Mikael Scharling fra DMI.
I perioden fra 1961 til 1990 var normalen for april 5,7 grader, mens middeltemperaturen for perioden mellem 2001 og 2010 er noget højere, nemlig 7,5 grader.
Den koldeste april oplevede vi helt tilbage i 1888 med kun 2,5 grader.
Varm start på året
Hvis de varme dage holder stik, så er det ikke kun april måned i år, der kan blive den fjerde varmeste: Det kan tilmed blive den fjerde varmeste start på året i perioden fra januar til og med april.
"2014 fortsætter med at levere månedsmiddeltemperaturer et godt stykke over normalen. Hvis prognosen for april holder, vil 2014 ligge med et snit på 5,1 grader for de første fire måneder. Dette er den fjerdevarmeste start på året, DMI har registreret," siger Mikael Scharling.