Fortsæt til indhold

Drabssigtet blev afhørt af politiet kort før drab

Samfund
Arkiv

Den 45-årige mand, der i går blev varetægtsfængslet i fire uger for at have dræbt sin eks-kæreste Maria Louise Hansen i Kokkedal, var få uger inden drabet til afhøring hos Nordsjællands Politi.
En måned inden drabet - den 27. marts - meldte den 38-årige mor til to manden for chikane og trusler. Han fik en advarsel om, at han lænede sig op ad et polititilhold.
"Hvis vi have vurderet at trusselniveauet var højt nok, kunne man have fængslet ham på stedet. Men det var der simpelthen ikke grundlag for. Det sker også yderst sjældent i den slags sager. Der skal være tale om helt konkrete trusler på livet. Vi ser ofte, at der er problemer af den art under et brud eller en skilsmisse, og det er ikke nok til at fængsle folk," forklarer efterforskningsleder Lau Lauritzen fra Nordsjællands Politi til bt.dk.
Midt i april blev sagen overdraget til juristerne, som skulle vurdere, hvad der skulle ske, men inden beslutningen blev truffet, blev Maria Louise Hansen dræbt med en dolk foran Fakta i Kokkedal.
"Men selv hvis han havde fået et tilhold, havde det ikke kunnet hindre ham i at gøre, hvad han gjorde," siger Lau Lauritzen til avisen.
Den drabssigtede har selv tre børn fra et tidligere forhold.
Dræbt kvinde var blevet truet af eks-kæreste

Kvinden, der onsdag blev dræbt af adskillige stik med en dolk foran Fakta i Holmegårdscentret i Kokkedal, havde forsøgt at få politiets beskyttelse mod sin eks-mand skriver ekstrabladet.dk.
Hun var blevet truet på livet og havde for knap en måned siden meldt ham til politiet.

"Det er selvfølgelig ekstra tragisk, at vi var undervejs med et tilhold, men det havde måske ikke gjort nogen forskel. Et tilhold vil jo aldrig forhindre en mand i at opsøge kvinden alligevel, hvis han har besluttet sig for at ville slå hende ihjel," siger efterforskningsleder Lau Lauritzen til Ekstra Bladet.

Den 45-årige eks-kæreste blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.