Fortsæt til indhold

Nørre Djurs HK brød tre måneders sejrstørke

Nicolai Danefeldt Hansen scorede 17 mål på blot 19 forsøg, da Nørre Djurs HK besejrede Vejle med 32-25

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

De kunne fortsat både huske sejrsbrøl og sejrssang, spillerne på Nørre Djurs HKs herrehold i 3. division, da holdet efter tre måneders sejrstørke endelig fik hevet en sejr i hus - nummer tre i sæsonen.
På udebane blev agterlanternen Vejle med den tidligere landsholdsspiller Hans Peter Munk Andersen (49 år) på holdet slået med 32-25 (16-15).
Nørre Djurs HK tog til Vejle med kun veteranmålmand Klaus Allermann på holdkortet. Den unge målmandsduo, Kasper Hansen og Dennis "Søvnig" Johansen, var begge forhindret på grund af skade og arbejde.
Allermann blev hevet ud på bænken efter et kvarter, fordi hverken han eller forsvaret havde fået det til at ringe.
Markspiller Kenneth Kristensen skiftede i stedet trøjefarve og startede med at nappe et straffespark.
Han har en fortid som ungdomsmålmand, så det at fylde en ramme ud, er ikke fremmed for ham.

Den tidligere ligaspiller, Nicolai Danefeldt Hansen (9), hos Nørre Djurs HK scorede mere end halvdelen af holdets mål. 17 mål kom der fra hans hånd. Foto: Lars Norman Thomsen

17 mål af Danefeldt

"De første 40-42 minutter fulgtes vi nogenlunde ad, men det blev mere og mere tydeligt, som kampen skred frem, at flere af Vejles spillere ikke kunne følge med i tempoet," fortæller Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.
Ved stillingen 21-21 med 16-17 minutter igen punkterede hjemmeholdet i takt med, at Nørre Djurs HK fik styr på forsvarsaktionerne, og Kenneth Kristensen tog fra i målet.
"De scorede kun ti mål efter pausen, fordi forsvaret og Kenneth virkelig hjalp hinanden. Jeg noterede en redningsprocent til Kenneth på over 50, meget imponerende," roser holdlederen.
Ude på banen brillerede fodrappe Nicolai Danefeldt Hansen med venstrehånden. 17 mål scorede han - hovedparten fra positionen som højre back og med brug af 'underhånden'.
"Nicolai scorede sin 17 mål på bare 19 forsøg, de fem af målene var på straffekast," fortæller Jakob Lunøe.

Ny tro på tingene

Sejren bragte Nørre Djurs HK op på 8 point med syv spillerunder igen.
"Vi har fortsat et stykke op til stregen, men vi fortsætter arbejdet. Om det så rækker til en forbliven i 3. division eller vi må en tur i Jyllandsserien, den tager vi til den tid," siger Jakob Lunøe.
Nørre Djurs HK har nu to vigtige hjemmekamp i træk. På søndag mod topholdet Skovbakken og en uge efter mod Hasle KFUM.
"De to kampe bliver meget afgørende, men kan vi mobilisere gejst og sejrsvilje og bruge de to point fra Vejle som selvtillid, er vi bestemt ikke uden chancer," siger holdlederen.

Kenneth Hougaard i rivende udvikling

Jakob Lunøe har fremhævet Nicolai Danefeldt Hansen og Kenneth Kristensen for deres indsats.
Men han vil også gerne rose unge Kenneth Hougaard for en god indsats.
"Kenneth har udviklet sit forsvarsspil betragteligt, og godt nok scorer han kun to mål i angrebet, men han bød sig hele tiden til og bidrog med en række gode fløjovergange til at levere plads til medspillerne."
Scorekort Nørre Djurs HK:

  • Nicolai Danefeldt Hansen 17 (5)
  • René Høyer 4
  • Martin "Bondemanden" Jensen 2
  • Kenneth Hougaard 2
  • Lars Jakobsen 2
  • Henrik Pedersen 2
  • Simon Østergaard 2
  • Rasmus Bording 1

Mikkel Eriksen bidrog kun i forsvaret. Den hårdtskydende Eriksen døjer fortsat med en dårlig skulder.