Fortsæt til indhold

”Rynkerne” samler ind til den gode sag

Det velgørende cykelfællesskab Team Rynkeby gør opmærksom på sit arbejde for Børnecancerfonden til Familieaftenen i Rønde

Samfund
Af Martin Schultz

Når cykelryttere fra Team Rynkeby i deres karakteristiske gule trøjer torsdag deltager i familieaftenen i Rønde i og udenfor Djurslands Bank, har det sin helt egen historie.
Bag initiativet til at lade ”rynkerne” vise flaget på Hovedgaden står Pernille Sørensen fra Rønde, som efter en alvorlig kræftsygdom kom igen for fuld styrke, blev optaget i Team Rynkeby og til sommer skal cykle med på turen fra Aarhus til Paris. En tur på godt 1.200 km, som skal tilbagelægges fra 4. juli og frem til ankomsten i Paris 11. juli.
”Til familieaftenen i Rønde er vi gået sammen med Djurslands Bank om forskellige aktiviteter. Inde i banken kan man prøve en transportabel minigolfbane, og uden for vil der være opstillet to home-trainere. På den ene cykel vil ”rynkere” holde gang i pedalerne hele aftenen, mens publikum kan prøve den anden cykel,” fortæller Pernille Sørensen.
”Kan man gætte, hvor langt ”rynkerne” cykler, kan man vinde hovedgevinsten, som er en cykel fra Bikefever,” siger Pernille Sørensen, som sammen med sine kammerater fra Team Rynkeby vil samle ind i raslebøsser og sælge de karakteristiske Armstrong-armbånd til fordel for Børnecancerfonden.

Vigtigt med støtte

Pernille Sørensen har boet på Skolevej i Rønde siden 1993. Hun har været lærer på Ugelbølle og Rønde Skole, inden hun fik arbejde som klinisk diætist på Center for Spiseforstyrrelser i Region Midt.
”Jeg har været aktiv i byens foreningsliv og været med til at starte musikforeningen MiR og var som løbetræner med til at starte løbeklubben i Rønde i 2009,” fortæller Pernille Sørensen.
Men i 2010 fik den dengang 46-årige Pernille Sørensen konstateret brystkræft. Bryst og lymfeknuder i armhulen blev fjernet, og hun blev behandlet med kemoterapi og strålebehandling.
”Jeg blev syg af behandlingen og var plaget af bivirkningerne. Jeg oplevede, hvor vigtigt det at få støtte fra Kræftens Bekæmpelses telefonrådgivning, kræftpatienternes hus i Aarhus Heimdal, træningsprogrammet Krop og Kræft og andre aktiviteter,” siger Pernille Sørensen, som i dag stadig bliver medicineret og går til regelmæssig kontrol.

Optaget i Team Rynkeby

Mange af disse aktiviteter er fondsstøttede, og de var i Pernille Sørensen tilfælde med til at bringe hende tilbage til livet efter den alvorlige sygdom.
”Nu vil jeg bruge min sygdomshistorie til at hjælpe andre. Derfor vil jeg gøre en indsats for børn med kræft. Børn er særlig hårdt ramt, for de kan hverken sige fra eller til,” siger Pernille Sørensen om sit engagement til fordel for Børnecancerfonden og kampen mod kræft.
”Børnecancerfonden støtter forskning og rehabilitering og kan give forkælelseslegater. Det er der brug for,” siger Pernille Sørensen.
Hun anskaffede sig en racercykel og det er lykkedes hende at blive optaget i Team Rynkeby Østjylland, som støtter Børnecancerfonden gennem en lang række aktiviteter.
Pernille Sørensen er tilbage i løbeklubben Puls 8410 og løb en halvmaraton i København forleden. Og til sommer skal hun sammen med omkring 50 andre østjyske ryttere tage turen til Paris for der at mødes med i alt 1.300 ”rynkere” fra Danmark, Sverige, Finland, Færøerne, Norge og Australien.
”Til familieaftenen kan folk i Rønde møde Team Rynkeby og støtte op om Børnecancerfonden ved Djurslands Bank,” lyder Pernille Sørensens opfordring.