25 grader i sigte
Næste uge ser ud til at blive en vejrmæssig perle
Vejret er som bekendt svært at spå om, men hvis man skal tro de seneste prognoser fra DMI, så ser det ud til, at vi har nogle sommerlige dage i vente i den kommende uge.
På ugens første dage vil nogle fronter, som kan indeholde byger med torden, snige sig ind over landet. Men fra tirsdag peger vejrpilen kun én vej - og det er op.
Tørt vejr med en del sol og temperaturer op mod 25 grader forventes både tirsdag, onsdag og torsdag. Vi krydser fingre for, at udsigterne holder.
Men pas på huden
Selvom vi skal nyde det gode vejr, så skal vi samtidig huske at passe på huden, som på mange af os stadig er bleg efter vinteren.
"Ozonlaget er for tiden lidt tyndere end normalt over Danmark. Dermed er UV-strålingen stærkere end normalt. På grund af højtrykket er UV-indekset de kommende dage på 5 og lige derover," siger DMIs Paul Eriksen, som er ekspert i ozonlag og UV-stråling.
Med et UV-indeks på 5 skoldes normal dansk hud i løbet af mindre end en time. Sagt på en anden måde: Hvis du har en gennemsnitlig dansk hudtype og ubeskyttet befinder dig i middagssolen i 45 minutter, så har du fået nok sol for hele dagen.