“Den Danske Model ikke truet af EU”
Det lokale socialdemokratiske folketingsmedlem, Leif Lahn Jensen, Grenaa, frygter ikke, at Den Danske Model vil lide skibbrud på grund af EU
Folketingets formand Mogens Lykketoft (A) kridtede i et lille læseværdigt skrift "Den Danske Model" udgivet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i december 2009 banen op for den model som har været hovedhjørnestenen på det danske arbejdsmarked i mere end 100 år.
Den tidligere skatte-, finans- og udenrigsminister hæftede følgende fem bærende grundtræk på modellen:
1. Ret jævn fordeling af kompetencer, høj arbejdsmarkedsdeltagelse både af mænd og kvinder.
2. Kraftig omfordeling via et progressivt skattesystem, der betaler offentlig service inden for uddannelse, børnepasning, ældreomsorg og sundhedsvæsen.
3. Enestående lille ulighed i levestandard sammenlignet med andre lande.
4. Højt skattetryk – især på privat indkomst og forbrug – som ikke skader beskæftigelsen, men tværtimod understøtter den, fordi konkurrenceevne styrkes gennem investering i uddannelse, forsknings- og udviklingsprogrammer, god infrastruktur etc. Desuden er selskabsskatterne og virksomhedernes sociale bidrag lave.
5. En offentlig sektor, der i international sammenligning er meget effektiv og borgervenlig. Korruption findes praktisk talt ikke.
EU er ikke en trussel
Leif Lahn Jensen (A), lokalt folketingsmedlem valgt i Djurskredsen og arbejdsmarkedspolitisk ordfører for Socialdemokratiet, er ikke overraskende enig i Mogens Lykketofts fem fikspunkter.
I relation til EU frygter Leif Lahn Jensen heller ikke for, at Den Danske Model vil lide en stille død.
"Så længe en af grundpillerne i Den Danske Model, at arbejdsmarkedets parter, lønmodtagere og arbejdsgivere, via deres organisationer frit kan forhandle løn og overenskomster på plads, så frygter jeg ikke for dens fremtid i forhold til vores medlemsskab af EU," understreger Leif Lahn Jensen.
"Det allervigtigste i den sammenhæng er, at parterne på arbejdsmarkedet fortsat er enige om, at Den Danske Model skal være grundpillen i fremtidens samfund. Det er i begges klare interesse."
"Forudsætningen for det samfund, som vi har skabt i Danmark er et velfungerende privat arbejdsmarked som understøttes af en fleksibel offentlig sektor og omvendt. Det ved både lønmodtagere og progressive arbejdsgivere udmærket, så derfor er jeg heller ikke bange for, at vores aftalebaserede model, hvor lønnen fastlægges gennem overenskomstforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter kan trues af EU."
"Den største trussel mod Den Danske Model kommer reelt fra os selv. For eksempel, når vi snakker social dumping og lave lønninger til polske arbejdere i Danmark. Det er ikke EUs skyld, men enkelte arbejdsgiveres forsøg på at undergrave modellen."