Fortsæt til indhold

Norddjurs borgmesters protegé på gaden i Grenaa

EU-spidskandidat for Socialdemokraterne i Midtjylland og DSU på landsplan, Lasse Quvang Rasmussen, gæster i dag onsdag Grenaa

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Norddjurs borgmester Jan Petersen (A) støtter sin unge partifælle Lasse Quvang Rasmussen ved det kommende EU-valg søndag 25. maj, som han har været politisk mentor for.
Lasse Quvang Rasmussen er i dag onsdag at finde i gadebilledet i Grenaa, hvor han blandt andet besøger Grenaa Gymnasium, VidenDjurs og deltager i et åbent cafémøde hos 3F Djursland.
Til det sidste møde deltager også Jan Petersen, der i en pressemeddelelse anbefaler sin unge protegé i høje toner:
"Det betyder noget for Djursland, at vi har en østjyde i Europa-Parlamentet. Som borgmester i Norddjurs Kommune betyder det noget, at vi har direkte kontakt i EU-parlamentet. Støtteordninger og EU-regler påvirker min, din og virksomhedernes hverdag. EU skal bruges til at bekæmpe arbejdsløshed og især ungdomsarbejdsløsheden. Desuden er det vigtigt, at de europæiske folkeslag kan leve i fred med hinanden. Et fredeligt Europa er ikke nogen selvfølge i disse år, hvor stærkt nationalistiske kræfter kæmper for, at hvert land er sig selv nok. Vi har brug for, at Lasse bliver valgt ind i Europa-Parlamentet.”

Fakta: Dagens fulde program

  • 10.20-12.00: Oplæg for samfundsfagsklasser på Grenaa Gymnasium
  • 12.30-13.30: Debat på VidenDjurs
  • 14.00-16.00: Møde borgere på Kvicklys P-plads: Europa RoadShow
  • 19.00-21.00: Cafémøde i 3F Djursland m. borgmester Jan Petersen