Meilvang afviser pure fordækte kort
Har fra start erkendt sin inhabilitet i vindmøllesag i Hevring
Jens Meilvang (I), formand for for miljø- og teknikudvalget i Norddjurs, er træt af vedvarende beskyldninger om, at han ikke tidligt nok erklærede sin inhabilitet i sagen om opstilling af seks vindmøller i Hevring Ådal.
Årsagen til beskyldningerne, der kommer fra modstanderne af, at der skal rejses de seks kæmpestore vindmøller i Hevring Ådal, er Jens Meilvangs svigerfar, Erling Salling Olsen, der er projektmager på vindmølleprojektet via sit firma Ecopartner, der har kontorer på Egå Marina.
"Jeg sagde på et meget tidligt tidspunkt til min svigerfar, efter Kommuneplanen var blevet vedtaget, at han straks skulle lade mig det vide, hvis han bød ind på at realisere nogle af de vindmølleprojekter, som Kommuneplanen åbnede op for," fortæller Jens Meilvang.
"Jeg har hele tiden været opmærksom på, at jeg ville være inhabil, og derfor gjorde jeg tidligt forvaltningen opmærksom på det," fortæller han videre.
Rene linjer
Jens Meilvang kan dokumentere, at hver gang vindmølleprojektet i Hevring Ådal har været på dagsordenen i enten udvalg eller kommunalbestyrelse, har han fået ført til protokols, at han ikke deltog i sagens behandling, men havde forladt lokalet.
"Der er simpelthen intet at komme efter, og jeg har da også fuldstændig undladt at kommentere vindmølleprojektet, og sådan bliver det fortsat," understreger Meilvang, der dog tillader at undre sig over vindmøllemodstandernes taktik eller mangel på samme.
"Liberal Alliance er jo da ikke ligefrem kendt for at være et parti, der er stor tilhænger af vindmølleprojekter," siger han.
Borgmesterpagten
Vindmøllemodstanderne har også bemærket, at Jens Meilvang i sin tid var med til at underskrive den såkaldte Borgmesterpagt i sin egenskab af formandposten for miljø og teknik sammen med borgmester Jan Petersen på Norddjurs Kommunes vegne.
Borgmesterpagtens underskrivere har forpligtet sig til at opfylde og gå længere end EU’s mål om at reducere udledningen af CO2 med 20 procent inden 2020. Kommunerne kan komme tættere på målet ved at satse målrettet på at opstille vindmøller.
"Ideen til at underskrive Borgmesterpagten kom ikke fra mig, men var et ønske fra Jan Petersen og andre som jeg husker det. Der var politisk flertal til at gøre det, men folk, der kender til Liberal Alliances holdninger, vil vide, at vi mener den slags er spild af tid og kun er ren signalpolitik."