Fortsæt til indhold

FC Djursland direktør glæder sig til at se fremtidens hold

Ronni Didriksen vil kigge med fra første parket, når ÅHF/GIF’s U15 drenge tirsdag spiller kvartfinale i pokalturneringen mod AC Horsens på Grenaa Stadion

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

FC Djurslands direktør Ronni Didriksen har et stort hjerte for ÅHF/GIF's U15 drenge, der til daglig spiller i mesterrække-2, hvor holdet efter tre spillerunder indtager andenpladsen efter FC Aarhus, som drengene har tabt beskedent 1-0 til.
Tirsdag møder drengene eliteholdet fra AC Horsens i kvartfinalen i den jyske pokalturnering på Grenaa Stadion.
Når FC Djursland direktøren er så begejstret for drengene, er forklaringen den enkle, at holdet består af en samling djurslændinge fra flere forskellige klubber, IFM, KPI, Østdjurs, AC Nordjurs, Hornslet, ÅHF og GIF, der har fundet sammen i regi af ÅHF/GIF.
"Da, der hidtil ikke har været noget samarbejde klubberne i mellem, har drengene selv valgt at finde sammen. Det er helt i tråd med FC Djurslands tanker om, at man når længst ved at samle de bedste spillere på et fælles hold," lyder det fra Didriksen.
“Det er netop årgang 99, jeg har brugt som case, når jeg har fremlagt planerne for et ungdomssamarbejde i FC Djursland-regi. Holdet består af spillere fra syv klubber på Djursland, så det er tydeligt for enhver, at vi når længst med et samarbejde,” siger direktøren.
“Samarbejdet giver også de mindre klubber en unik mulighed for at have et tilbud til de talentfulde drenge, der vil udvikles, og samtidigt fastholde dem som medlemmer i egen klub.”
Kvartfinalen spilles klokken 18.30 tirsdag aften på Grenaa Stadion.