Fortsæt til indhold

Førende eksperter samlet til krisekonference i Ree Park

Omkring bordet i Ree Park Safari sidder i tre dage repræsentanter fra førende europæiske zoos med ét spørgsmål på læberne: Hvordan undgår vi, at det sorte næsehorn udryddes?

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Gennem det meste af det 20. århundrede var det sorte næsehorn det mest talrige af verdens næsehornarter. Men ubarmhjertig jagt og rydning af jord til afvikling af landbrug resulterede i, at antallet af det sorte næsehorn blev reduceret fra flere hundrede tusinde i begyndelsen af århundredet til 4.848 i 2010. (Kilde WWF).
"Der er nu kun få tusinde individer tilbage af det sorte næsehorn. Således udgør de bare 66 dyr, som findes under fangenskabsforhold i bare 17 Europæiske institutioner, en meget vigtig genetisk reserve for bevarelsen af det sorte næsehorn. Det sørgelige faktum er nemlig, at de repræsenterer nogle af de sidste individer i live fra en række bestande i Afrika, som i dag grundet krybskytteri ikke længere eksisterer. Det er derfor en både tung, men også meget vigtig arv og reserve, de 17 medlemmer af sort næsehorns familien i Europa skal forvalte. De sidder formentlig på de reserver, der skal sikre det sorte næsehorns eksistens i fremtiden," fortæller Jesper Stagegaard, direktør i Ree Park Safari.

Ree Park danner i denne weekend ramme om denne konference, hvor nogle af Europas førende institutioner har mulighed for at mødes og udveksle erfaringer for samlet set at gavne det samlede formål at sikre bevarelsen af det sorte næsehorn.
"For Ree Park, der er den eneste skandinaviske zoo med sort næsehorn, er det en central brik i parkens naturbevarelsesarbejde at facilitere aktiviteter som denne konference. Og i takt med at parken gennem årene har fået en stadigt mere central rolle på den internationale scene i dette arbejde, er det en både spændende og en meget givende aktivitet, at Djursland nu danner rammen for det sorte næsehorns fremtid," siger Jesper Stagegaard.
I alt varer konferencen 3 dage hvor forskere, dyrepassere og veterinærer som medlemmer af denne lille eksklusive klub opsummerer den seneste viden og sætter nye mål for de kommende år.