Fortsæt til indhold

Rund fødselar pakkes pænt ind

Dagli’Brugsen Vrinners får et face-lift i bygningens 50 års jubilæumsår

Samfund
Af Martin Schultz

Brugsbygningen i Vrinners får sig lidt af en fødselsdagsgave.
De nuværende lokaler blev opført for 50 år siden og indviet 1. maj 1964, og sidste mandagblev det første spadestik til et nyt indgangsparti taget.
”Lokalerne er blevet moderniseret og udvidet flere gange i løbet af de 50 år. I det tidlige forår fik vi installeret ny flaskeautomat, og den gamle del af lageret blev renoveret. Nu står den sidste og mest omfangsrige del for tur,” siger uddeler Anders Rasmussen, Dagli' Brugsen Vrinners.

De samme åbningstider

”Brugsen får et ”face-lift” og får etableret en ny mur mod Vrinners Bygade, og etableret gangareal langs det eksisterende vindfang, og sidst men ikke mindst bliver vindfanget og indgangspartiet udvidet til næsten dobbelt størrelse mod parkeringspladsen på sydsiden,” fortæller Anders Rasmussen.
Hele projektet skulle gerne medvirke til, butikken fremover er mere indbydende udefra, og der bliver bedre plads i indgangspartiet.
”Vi håber kunderne vil bakke os op, men ved også det kan blive en udfordring for kunderne at komme ind og ud af butikken på visse tidspunkter i byggeperioden, hvor butikken holder åbent som den plejer” udtaler uddeler Anders Rasmussen.

Vil minimere generne for kunderne

Håndværkere og personale har givet hinanden håndslag på, at de sammen vil gøre alt, hvad der er muligt for at generne bliver så få.
”Indgangen mod bygaden har vi allerede nu lukket, imens der etableres mur og belægning. I den periode har vi kun én indgang ved den store parkeringsplads,” siger Anders Rasmussen.
”Om nogle uger bliver det så modsat indgangen ved p-pladsen vi lukker og åbner så op igen mod bygaden. Men så vil der til den tid være forbindelse via det nye gangareal til den store parkeringsplads” fortæller uddeleren.

Bakker op om Beboerforeningens grillfest

Grundet byggeriet må det årlige sommermarked, som normalt finder sted midt i juni på Brugsens parkeringsplads, aflyses.
”Vi vil i stedet bakke op om Beboerforeningens grillfest 9. august, og sammen med resten af byen gøre denne dag til en b-fest med aktiviteter flere steder i byen og ved Brugsen,” siger Anders Rasmussen.
Hele byggeriet skal stå færdigt i uge 28, så butikken i sommerperioden kan fungere normalt igen med alle faciliteter og adgangsforhold på plads.