Hornslet kunne ikke ordne stærke Søften
Cheftræner Casper Kjær Sørensen erkender, at Søften er et værdigt tophold i Serie 2, som det ikke er nogen skam at tabe til
Hornslets cheftræner Casper Kjær Sørensen havde lagt en offensiv taktik i lørdagens udekamp mod det ubesejrede tophold i Serie 2, Søften.
"Jeg valgte at spille med et højt pres som alternativ til at parkere bussen foran vores eget felt," fortæller cheftræneren, der selv agerede sweeper i et 3:4:3 system.
"Jeg tror, det overraskede Søften, og vi var faktisk godt med den første halve time og kom også til muligheder, men da topholdet scorede i det 37. og i det 42. minut, vidste jeg godt, at resten af kampen ville blive svær, for Søften er rækkens bedst sammenspillede mandskab," indrømmer Casper Kjær Sørensen.
Hans hold bjergede sig igennem efter pausen og slap med et tåleligt 4-0 nederlag.
"Det var en okay præstation af alle, også i betragtning af, at vi måtte undvære både Jesper Josiasen og Kim Petersen, som begge døjer med skader," siger Casper Kjær Sørensen.
På målmandsposten var Rasmus Hjortshøj tilbage efter, at Jesper Petersen havde vikarieret for ham i sidste spillerunde.
Fem hjemmekampe tilbage
Lørdag gælder det Dronningborg hjemme på Hornslet Stadion klokken 13.30.
"Jeg håber, kampen kan blive vores vendepunkt, for vi trænger alvorligt til den første sejr," siger Casper Kjær Sørensen.
Med blot to point efter otte spillerunder ser det skidt ud i bunden af rækken med blot seks kampe igen.
Hornslet er lige nu tre sejre fra en plads over nedrykningsstregen.
"Vi har hele fem hjemmekampe ud af de resterende seks kampe, men jeg fokuserer nu ikke så meget på stillingen, men mere langsigtet på at få skabt et spillemæssigt grundlag til at arbejde videre på efter sommerferien," siger Casper Kjær Sørensen.