Forhenværende FC Djursland topscorer rykker op i hierakiet
FC Djurslands tidligere måltyv, Kasper Junker, bliver fuldtidsspiller i Randers FC
Kasper Junker, 20, afslutter sin studentereksammen (HHX) til juni 2014 og herefter står der fodbold på skemaet alle ugens syv dage. Angrebstalentet med en fortid på Hessel Fodboldskole og allerede som U19 spiller topscorer på FC Djurslands Danmarksseriehold blev hurtigt scoutet af Randers FC, der fik ham hevet til Randers, hvor hans udvikling er fortsat støt siden kulminerende med Superliga-debut for Randers FC, da han lavede et flot indhop i udekampen mod FC Vestsjælland 7. marts blandt andet med en assist til Kasper Fiskers mål i 1-1 kampen. Kasper Junker kom også på banen, da Randers FC 4. april slog AGF med 1-0 i Aarhus.
Det er nu blevet belønnet med en to-årig fuldtidskontrakt frem til juli 2016.
Som far så søn
Angrebstalentet, der har rod i Vejle, har det ikke fra fremmede. Det fædrene ophav hedder Hans Junker, og så ved fodboldnørder og statistikere, hvem der er tale om.
Hans Junker var i en yngre udgave en topscorertype, som blev Danmarksmester med Vejle Boldklub og siden en giftig spidsangriber i Kolding.
Det er også i Kolding, at sønnike spillede det meste af sin ungdomstid. Dog startede karrieren som 3-4 årig i Vinding, hvorfra turen senere gik til Vejle Boldklub, før odysseen fortsatte til Kolding.
Her bombede unge Junker mål ind på stribe uden dikkedarer, men fodbold var bare en dejlig sidebeskæftigelse til et rart teenageliv med damer og fester.
Mødet med Hessel Gods
Det var først, da Kasper Junker valgte at tage sit 10. skoleår på Hessel Gods Fodboldskole i Grenaa, at fodbolden fik førsteprioritet i hans liv.
"Jeg var så heldig at få folk som Flemming Povlsen, Anders Bjerre og Lars Lundkvist som trænere, og pludselig stod den på fodboldtræning 5-6 gange om ugen og kamp i weekenden," fortæller Kasper Junker.
Oprindeligt var det planen, at kampene skulle spilles på FC Djurslands U19 divisionshold, men i løbet af 14 dage havde Junker med sin speed og målfarlighed imponeret tilpas meget, at daværende FC Djursland træner Brian Engelund trak ham op i Danmarksserietruppen.
Det kom han ikke til at fortryde. Kasper Junker etablerede sig med det samme blandt de granvoksne Danmarksseriespillere som førsteårs U19 spiller.
De store drenge så kun røgen, når Junker fra sin position på højrekant rykkede i dybden.
Halvvejs inde i sæsonen overtog Anders Bjerre cheftrænerhvervet, og han kendte alt til Kasper Junkers kvaliteter og spidskompetencer. Bjerre vidste også, at han kun havde ham til låns. Talentet skulle videre og slibes endnu mere til.
"Både Randers FC og AaB henvendte sig til mig, og jeg var faktisk meget tæt på at tage til Aalborg, hvor jeg var til prøvetræning og også spillede en kamp, men i sidste ende valgte jeg Randers, som også viste stor interesse, og så talte det også for mig, at der var kort afstand fra Randers til Grenaa og de kammerater, som jeg havde fået," har talentet tidligere fortalt til Lokalavisen.