Sen scoring sender AGF tættere på nedrykning
Lasse Nielsens mål kort før tid så godt som sikrer FC Vestsjælland endnu en sæson i Superligaen, mens AGF med 1-2-nederlaget nu er meget tæt på nedrykning
Resultaterne tidligere på runden betød, at FC Vestjælland med en sejr næsten ville være så godt som sikret endnu en sæson i Superligaen, mens AGF med tre point ville ligge á point med Sønderjyske på 10.-pladsen. Med andre ord var der lagt op til kamp om overlevelse på Slagelse Stadion.
En overlevelse, som AGF kom endnu længere fra, og FCV endnu tættere på. Med et mål fem minutter før tid snød FCV gæsterne for point og nuppede selv alle tre. 2-1 vandt hjemmeholdet i Slagelse.
Kampen startede dårligt for AGF, der allerede efter et kvarter kom bagud. Martin Jørgensen sendte bolden i eget net med brystet i et forsøg på at cleare bolden.
Blot få minutter senere bragte Osama Akharraz dog AGF tilbage i kampen med en scoring til 1-1. Offensivspilleren tæmmede bolden ved bagerste stolpe, snød sin direkte modstander og sparkede bolden køligt i mål.
Efter den vilde start faldt kampen i tempo, men med AGF som pacemaker. Men selvom det var aarhusianerne, der havde bolden mest, var FCV mindst lige så farlige på kontraangreb og dødbolde.
Og på netop en dødbold var FCV tæt på at score med tyve minutter tilbage af kampen, da Michael Lumb ramte overliggeren på et frispark. Endnu bedre gik det dog fem minutter før tid, da Festersen forlængede en dødbold over i det bagerste område af feltet, hvor Lasse Nielsen kastede sig ind i bolden og headede den i nettet til slutresultatet 2-1.
Med sejren skal meget gå galt, hvis ikke FCV skal være at finde i Superligaen igen i næste sæson. Omvendt er kampen om overlevelse nu blevet reduceret til tre hold - AGF, Viborg og SønderjyskE skal kæmpe om den ene plads, der er tilbage i den bedste danske række.