Ryomgård Erhvervsforening giver køb på Jernbanegrillen
Accepterer, at virksomheden nedlægges, fordi arealet skal bruges i forbindelse med letbaneprojektet
Det hører absolut til sjældenhederne, at en erhvervsforening accepterer et kommunalt ønske om, at en lokal virksomhed må lade livet af pladshensyn.
Det er ikke desto mindre tilfældet med Ryomgård Erhvervsforening, der bakker op om, at Syddjurs Kommune vil nedrive Jernbanegrillen på Jernbanegade 18 i byen for at få plads til de ændringer på hele stationsområdet, som er planlagt i forbindelse med det kommende letbaneprojekt.
Formand For Ryomgård Erhvervsforening Daniel Smidt Laursen gjorde forleden på generalforsamlingen rede for bestyrelsens bevæggrunde til at sige okay til at skrotte Jernbanegrillen. Det er en forespørgsel fra Syddjurs Kommune (Per Dalgaard (DF), formand for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø, red.) til Erhvervsforeningen, der har bragt Jernbanegrillens fremtid på dagsordenen. Kommunen ønskede at høre, om Erhvervsforeningen ville stille sig på bagbenene.
"Det er naturligvis en lidt ambivalent situation for os i bestyrelsen," erkendte Daniel Smidt Laursen på generalforsamlingen
Ømtåligt tema
"Men i betragtning af, at Jernbanegrillen ikke har været i nogen synderlig drift hen over en efterhånden lang periode sammenholdt med, at det tilsyneladende er meget svært at få en rentabel drift i grillen, har vi fra Erhvervsforeningens bestyrelse skriftligt tilkendegivet overfor kommunen, at vi ikke har bemærkninger til nedrivningen."
Formanden erkendte naturligvis, at beslutningen er ømtålig og signalværdien til at misforstå.
"Det er trods alt ikke hver dag, vi giver vores tilsagn til at rive en virksomhed ned. Jeg vil gerne understrege, at vi fra Erhvervsforeningens side bakker op om alle virksomheder – store som små – men i denne situation og under de pågældende omstændigheder, er vi i bestyrelsen helt enige om, at det er den rigtige beslutning."
Projekt til 1,8 mio
Letbanens komme fra 2017 betyder, at hele stationsområdet skal renoveres. Der er tale om et projekt til cirka 1.8 mio. kroner.
Jernbanegrillen eller Royal Pizza Og Grill ligger placeret på en grund tilhørende kommunen, og er juridisk ejet, såvidt Lokalavisen er orienteret, af Narenthirarajah Nadarajah. Virksomheden beskæftiger sig primært med pizzeriaer, grillbarer, isbarer mv. Ejeren har indgået en lejeaftale med Syddjurs Kommune, men aftalen er på vej til at blive annulleret.
"Jeg er vidende om, at en løsning på vej til, hvordan lejeaftalen kan annulleres. Jeg kender ikke detaljerne, men vil gerne tjekke op og vende tilbage med et svar," lød det fra borgmester Claus Wistoft (V), da Lokalavisen kontaktede ham for at høre til sagen.