S-togene fordobler pladsen til cykler
De ni millioner passagerer, der hvert år tager cyklen med i S-togene, får nu dobbelt så meget plads at boltre sig på.
DSB har allerede ombygget 70 ud af 104 togsæt, så de nu kan rummer 60 cykler mod tidligere 30.
Resten af togsættene forventes at være ombyggede i slutningen af maj måned.
Mange rejsende med cykler har oplevet stigende trængsel, efter det i 2010 blev gratis at medtage cyklen i S-togene, og det har fået DSB til at bygge de lange S-tog om.
Cykelvognen vil altid være placeret i midten af de lange togsæt og vil være tydeligt markerede, så de er lette at spotte, når toget kører til perron.
For at lette ind- og udstigningen af de mange cykler vil indgangen være ensrettet. Det samme gælder for udgangen. Også dette vil være tydeligt markeret.
”Ordningen med gratis at kunne tage sin cykel med i S-tog viste sig at blive så stor en succes, at det af og til skabte problemer i forbindelse med ind- og udstigning. Med ombygningen af togene vil vi ikke alene skabe bedre plads til flere cykler, men også for de øvrige passagerer,” siger Christian Linnelyst, salgschef i DSB.
DSB går nu i luften med en oplysningskampagne, der fortæller om de nye og forbedrede forhold for passagererne.