Påskens udbytte lig nul for Aastrup/Hammelev
Efter to indledende sejre kom oprykkerne til Serie 1 ned på jorden igen i Påskens to kampe mod oprykningsfavoritterne Hornbæk og Skovbakken
Aastrup/Hammelev kom lidt ned på jorden igen i Påskens to kampe efter at have startet opholdet i Serie 1 med to sejre - over Hadsten og Auning.
Skærtorsdag tabte holdet til stærke Hornbæk SF ude med 4-2 (1-0).
"De var gode og spillede ekstremt hurtigt med masser af bevægelse," fortæller Kim Busse, træner i Aastrup/Hammelev.
"Det tog noget tid, før vi kom med i kampen, men egentlig gjorde vi en fin figur," siger Kim Busse.
For Aastrup/Hammelev scorede U17 spilleren, debutanten Benjamin Lahn til 2-1, mens Andreas Busse udlignede til 2-2.
Hornbæk kom dog tilbage, men hvis et kanonskud af unge Lahn, der kyssede stolpen, var gået ind, var det ikke givet, at det stærke hjemmehold var løbet med alle tre point.
Kampens spiller blev Laurits Taul og 'fighteren' gik til Jonathan Henig.
Aastrup/Hammelev var uden de tre skadede stamspillere Mathias Busse, Mathias Frey og Frederik Husum.
Snævert nederlag til Skovbakken
2. Påskedag tabte Aastrup/Hammelev knebent hjemme til Skovbakken med 2-1.
"Et Skovbakken hold, som vi kender dem, spildominerende, med mange dygtige offensive spillere, et hold i superform og derfor også, ligesom Hornbæk et bud på en oprykker," fortæller Henrik Rasmussen, holdleder for Aastrup/Hammelev.
"Holdet stod igen sammen og havde til sidst mulighederne for uafgjort, Tauls hovedstød, havde fortjent bedre, og Skovbakkens målmand var heldig med en aktion, hvor bolden ligeså godt kunne være endt i nettet."
Kampens spiller blev Jonathan Henig, og 'fighteren' gik til Laurits Taul.
Aastrup/Hammelev møder lørdag Bjerringbro ude. Hjemmeholdet har kun formået at hente et point i fire kampe - mod Nørager i sæsonens første kamp.