Fortsæt til indhold

Marienhoffhaven - hun står allerede brud

Alting grønnes og springer ud lige nu i den 3.500 kvadratmeter store have, hvor den gamle ugle har måttet lade livet

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Hos Hanne og Poul Arne Kristiansen på Marienhoff i Ryomgård er havearbejde en passion og har været det i mange år.
Manden i huset fik grønne fingre i en tidlig alder, og de har fulgt ham siden.
Efter at Hanne Kristiansen for et par år siden stoppede mere 50 års virke på arbejdsmarkedet ved kommunen, supplerer de to nu hinanden i deres fælles interesse.

Forårsfarver allerede

Det kræver både sin mand og sin kvinde at passe, forny og vedligeholde en 3.500 kvadratmeter stor have med rhododendron, azalier og andre surbundsplanter, klippede buske og træer, og et vidt forgrenet vandparti med lille vandløb.
Bedene er bygget op af store/små kampesten. Der er brugt næsten 500 tons sten i haven. Den meget store og specielle sten, der blev fundet 5-6 meter nede i en lerlomme i en grusgrav her på Djursland, er fortsat et fikspunkt i haven.
"Foråret er langt fremme i år," siger Poul Arne Kristiansen hen over kaffen i et de hyggelige små havehuse på havens højeste punkt, som han selv er mester for, og hvorfra der er et perfekt udsyn.
En senere rundtur i haven fortæller da også, at foråret ganske rigtigt har været tidligt ude i år.
"En hel del er sprunget ud, mens knopperne andre steder afslører, at det snart gælder hele den store have."

Åben have

Derfor tør Hanne og Poul Arne Kristiansen godt invitere på de årlige åbent have weekender lidt tidligere end ellers.
"Vi holder åbent de næste fire weekender og helligdagene med, så regner vi med, at interesserede lige holder øje med vejret, så de ikke kommer, hvis det regner eller er alt for koldt," siger Hanne Kristiansen.

Farvel til uglen

Marienhoffhaven har naturligvis altid været et eldorado for fugle- og dyreliv af alle slags.
"Der er et væld af lyde og en fløjten på alle tider af døgnet, men vi har heldigvis været forskånet for, at krondyr lige pludselig er troppet op i haven," siger Poul Arne Kristiansen.
Til gengæld har han og hustruen måttet sige farvel til familie-uglen gennem 17 år.
Den kloge, men sky ugle levede et langt liv i et uglehus i et af havens højeste træer, men en dag var den pist væk.
"Da skorstenfejren rensende skorstenen, kom han ud med en død ugle. Vi tror på, at den har søgt tilflugt i skorstenen, fordi krager i flok har jagtet den," fortæller Poul Arne Kristiansen, der heldigvis allerede har kunnet byde en nytilflyttet ugle velkommen i samme træ.