“Tålmodighed er en dyd i politik”
Det er ikke for tøsedrenge at være lokalpolitiker, erkender Socialdemokratiets Jan Fischer helt uden omsvøb
"Hvis man tror, at man kan revolutionere verden og brage igennem med gode forslag og idéer fra første dag i lokalpolitik, så finder man hurtigt ud af, at virkeligheden er en helt anden, " siger Jan Fischer, snart 59, og førstegangspolitiker i Syddjurs Byråd .
Den tidligere formand for Hornslet Handel og erhvervsdrivende i Hornslet opstillede for Socialdemokratiet ved kommunalvalget i november 2013 og fik en opbakning fra vælgerne, som han slet ikke havde turdet håbe på.
Politisk lærling
"Hold da helt ferie, hvor har der været meget at skulle sætte sig ind," kommer det bramfrit fra Jan Fischer, der altid har været kendt for at kalde en spade for spade i snakken mand-og-mand-imellem.
"Jeg passer klart mere på, hvordan jeg udtrykker mig nu, hvor jeg er blevet politiker, fordi nu kan det lige pludselig få konsekvenser, hvis jeg siger noget ufordelagtigt på det forkerte sted," erkender Fischer, der ikke har fortrudt, at han er hoppet op på den politiske vogn, selv om det binder ham lidt mere på mund og hånd end han er vat til.
"Husk på, at jeg er politisk lærling og ved at lære et håndværk."
"Efter fire måneder begynder jeg at forstå mere og mere, og godt nok har jeg været på en masse kurser sammen med de andre nyvalgte, men i det her fag er det learning-by-doing, også selv om jeg har søde partifæller og gode kolleger i de partier, der gerne vil hjælpe og rådgive."
Ikke bare sådan lige...
Allerede tidligt i forløbet gik den første politiske prås op for Jan Fischer, da han kom på banen med et forslag om en fodgængerovergang ved Shell på den berygtede og stærkt trafikerede Rosenholmvej.
"Jeg troede jo, naiv som jeg var, at jeg bare kunne bede formanden for Natur, Teknik og Miljø Per Dalgaard (DF) om at få forslaget på dagsordenen, men erfarede straks, at det kan man ikke bare sådan lige," griner Jan Fischer.
"Jeg fik at vide, at jeg kunne bringe forslaget op, når vi til august begyndte på at diskutere næste års budget."
"2014 er mere eller mindre lukket land for det ny byråd, fordi der allerede ligger et vedtaget budget, som sætter nogle meget snævre grænser, men jeg vil naturligvis fortsat arbejde for, at de svage trafikanter får bedre forhold på Rosenholmvej," lover han sine Hornslet-vælgere.
"De må ligesom jeg lære at forstå, at tålmodighed er en dyd i politik uanset, hvor gode ens intentioner er. Husk lige, at jeg gerne vil være Rosenholms stemme, som jeg sagde under valgkampen, men jeg er politiker for hele Syddjurs."