Fortsæt til indhold

Knald eller fald tirsdag for Grenaa

Cheftræner Daniel Lilleris for Grenaa i Jyllandsserien-2 har ikke resigneret endnu, men han vedgår, at der skal en sejr til tirsdag over Kristrup for at korthuset ikke skal vælte helt

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

"Der skal ske noget drastisk for, at vi spiller i Jyllandsserien efter sommerferien," lyder det klart og præcist fra Daniel Lilleris, cheftræner for Grenaa IF i Jyllandsserien 2, hvor otte hold udelukkende spiller om at undgå nedrykning. Mindst to hold rykker ned i Serie 1, og muligvis også nummer tredjesidst.
I de første fire spillerunder har Grenaa hentet blot et point, og derfor ligger holdet lige nu placeret på en sidsteplads.
"Vores problem er, at vi ingen trup har. Jeg må sammensætte et hold fra gang til gang, der består af de 6-7 spillere, som jeg har til rådighed, plus hvad jeg får ned fra FC Djurslands trup, og hvad jeg kan hente i FC Djurslands U19 trup. Det betyder masser af udskiftninger fra kamp til kamp," fortæller Lilleris.
Tirsdag aften skal hans hold møde Kristrup på Grenaa Stadion. En kamp, som Daniel Lilleris forlods bedømmer som ret så afgørende i forhold til at bevare troen på, at det er muligt at blive i Jyllandsserien.
"Jeg må igen skifte ud på flere pladser, men får tilført 3-4 U19 spillere, der træner, og det forstærker holdet, som af gode grunde slet ikke er sammenspillet."

Bagud 3-0 efter 11 minutter

I weekendens hjemmekamp mod Dronningborg var Grenaa IF allerede bagud 3-0 efter 11 minutters spil.
"Det var helt vildt, men til spillernes ros skal det siges, at de aldrig slog op i banen, men blev ved med at kæmpe, og det fik de også belønning for, selv om det ikke blev til point," siger Lilleris.
Veteranen Simon Sørensen, tidligere mangeårig anfører på Grenaas bedste hold og ligeledes en del af FC Djursland truppen, var hidkaldt, og han reducerede på et flot hovedstød efter et kvarter på oplæg fra Christoffer Vand.
"Simon Sørensen spillede centralt på midtbanen sammen med Kristian Gertsen, men Gertsen skulle gå i pausen, fordi han skulle til konfirmation."
Kristian Gertsen var sammen med Emil Mortensen med hos FC Djursland om lørdagen i Næsby, men fordi de ikke var fyldt 21, da Jyllandsserien startede i efteråret, kan de benyttes på både 2. division og Jyllandsserien i samme spillerunde.

Sen reducering

Ifølge Daniel Lilleris dominerede Grenaa resten af forestillingen, men uden at komme til afgørende chancer.
Dog nåede Jens Bachmann at reducere yderligere syv minutter før tid, så kampen sluttede med et beskedent nederlag på 3-2.
FC Djursland stillede med følgende 14:

Andreas Bang (FC Djursland) - Rasmus Brandstrup, Morten Winther, Tor Toftgaard og Christoffer Vand - Emil Mortensen (FC Djursland), Kristian Gertsen (FC Djursland), Simon Sørensen og Jalil Faizi (FC Djursland U19) - Jens Bachmann og Tobias Brøgger (U19) - bænk: Morten Kjær, Simon KB Christensen og Jonas Sleiborg (GIF Serie 4).

Morten Kjær og Simon KB Christensen, begge tidligere med i FC Djursland truppen, havde Lilleris overtalt til at give en fod med.

Til tirsdagens opgør kommer blandt andet Mathias Fruensgaard og Simon Dinesen (FC Djursland U19) samt Rasmus Jensen (FC Djursland) med i truppen, der til gengæld må se bort fra Simon Sørensen.

"Han kunne ikke gå dagen derpå, så han skal restituere," kommer det grinende fra Daniel Lilleris, der også lader U19 spilleren Jalil Faizi starte ude.
"Jalil Faizi spillede 90 minutter på U19 lørdag og 90 minutter på Jyllandsserien søndag, så han skal ikke spille 90 minutter igen allerede tirsdag."

1-0
2-0 6min
11 min 3-0 på hjørnespark
klart det bedste 83-84
efter et kvarter - ss - indlæg vand.
presser på 2-3 jens bachmann
morgen kristrup -