Her er det nye Hotel Marienlyst
Rasmus Nøhr spiller fredag aften på det Hotel Marienlyst i Helsingør. Flere store navne spiller i løbet af sommeren.
Hotel Marienlyst i Helsingør skal være et moderne badehotel med koncerter, restauranter og masser af gode oplevelser. Sådan lyder planen fra et nyt team, der satser på at forny Hotel Marienlyst.
“Vi vil genskabe Hotel Marienlyst som badehotel på internationalt niveau - med den historiske romantik, charme og moderne stilfuldhed,” siger Teddy Brandt Kierkegaard, der er hotellets nye salgs- og marketingdirektør og tidligere har været med til at genopbygge bl.a. Skovriderkroen i Charlottenlund, som i dag drives med bæredygtig succes.
Det nye team har netop overtaget driften af Hotel Marienlyst - men der er allerede fuld gang i ombygningen af de første områder. Blandt de første markante tiltag er helt nyt brasserie, nyt navn, ny integration af havet i hotellets udendørs design og nyt ambitiøst kulturprogram, som kickstartes senere i denne uge, når Danmarks mest charmerende troubadur Rasmus Nøhr fredag den 30. maj spiller på det gamle badehotel.
Fremover kommer der mange fredage under overskriften ‘Dinner & Dance', lover teamet.
“I badehotellets gyldne æra bestod underholdingen af musik, koncerter og musicals - og derfor introducerer vi nu en unik koncertrække, som vil gøre hotellet attraktivt for alle de mest kræsne gæster fra Reservatet og resten af Nordsjælland,” siger Anders Buhl, der er hotellets nye kreative direktør og tidligere har været med til at skabe succes for bl.a. Helenekilde Badehotel, Skovriderkroen og Tisvilde Bio Bistro.
De første 7 offentliggjorte navne er:
Rasmus Nøhr - fredag 30. maj kl. 19
Medina - fredag 20. juni kl. 19
Erann DD - fredag 28. juni kl. 19
Burhan G - fredag 22. august kl. 19
Moonjam - lørdag 30. august kl. 12, frokost & intimkoncert
Søs Fenger - lørdag 20. september kl. 19
Eric Gadd - fredag 26. september kl. 19
Billetter kan købes via Billetnet.