Fortsæt til indhold

Hornslet var et mulehår fra at melde afbud

Cheftræner Casper Kjær Sørensen nåede at stille hold til lørdagens kamp mod Dronningborg på målstregen, men det var tæt på, at Hornslet havde tabt uden kamp

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Hornslets bundhold i Serie 2 tabte lørdagens hjemmekamp mod Dronningborg med beskedne 3-0 (0-0).
Et tilsyneladende okay resultat, men bag det gemmer der sig en særlig historie, som i den grad har frustreret cheftræner Casper Kjær Sørensen.
"Tirsdag, som kampen skulle spilles lørdag, meddelte tæt på 20 spillere, heraf 8-9 fra førsteholdet, at de ikke var til rådighed lørdag, fordi de skulle til karneval i Aalborg," fortæller Casper Kjær Sørensen.
"Derfor kunne jeg reelt ikke stille hold og måtte åbent meddele bestyrelsen, at måtte vi melde afbud til en kamp i Serie 2, ville det være det samme som at lukke butikken," fortsætter cheftræneren.
Han valgte at kæmpe til det sidste for at kunne mønstre et hold og med hjælp fra 4 førsteholdsspillere, en række spillere fra Serie 5, sig selv og brødrene Casper og Jonas Grønning, førstnævnte tog målmandstrøjen på, lykkedes det at få et hold banket sammen.
"Jeg har aldrig i min tid som træner været ude for noget lignende. Tænk at skulle spørge, hvem der kan spille på lørdag og så i Serie 2. Det er skræmmende."

Afklarende spillermøde torsdag

"Jeg sagde til spillerne, før vi gik på banen mod Dronningborg, at de var med, fordi klubbens logo på trøjerne betød noget for dem, og det havde jeg stor respekt for," fortæller Casper Kjær Sørensen.
Med det sammenflikkede hold var det i sig selv en præstation kun at tabe 3-0 og holde Dronningborg stangen i de første 45 minutter.
"Jeg er stolt over spillernes enorme vilje og indsats, men også over min egen præstation som træner, og ikke mindst at jeg ikke gav op, men fik stillet et hold," siger Casper Kjær Sørensen.
Kristi Himmelfartsdag spiller Hornslet hjemme igen mod Langå.
Casper Kjær Sørensen har endnu ikke sat holdet. Han er i tænkeboks et stykke tid endnu.
Efter kampen mødes spillerne sammen med bestyrelse og trænerstab til et afklarende møde, hvor der er en ting på dagsordenen: Hvad vil spillerne byde ind med fremover, og hvordan synes de, at seniorafdelingen skal drives?
"Der er grænser for, hvad jeg vil være med til som træner, og jeg er virkelig skuffet over det skete, for jeg synes ellers, at vi har fået det bygget fornuftigt op, og selv om vi ikke har vundet endnu, så har vi trods alt formået at lave et fundament, men det er ikke kun mit projekt. Spillerne skal også ville det," understreger Casper Kjær Sørensen.
Han vil afvente mødets forløb, før han vil udtale sig om, hvordan han ser sin fremtid i klubben. Han har også kontrakt for den kommende sæson.