Fortsæt til indhold

Lige lovlig Leif

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

"Der er fortsat mere end et pænt år til næste Folketingsvalg, hvis statsministeren får lov til/vælger at køre den helt ud. 15. september 2011 var der valg sidste gang, og siden da har Socialdemokratiet stort set i samtlige meningsmålinger ligget og skvulpet på de 20 procent plus/minus 1-2. Og det er efterhånden svært at tro på, at partiet kan trækkes op af sumpen.
"Socialdemokratiets slingrekurs skyldes i højere grad en grundlæggende ideologisk krise end Thornings lederskab. Lige nu er det, som om partiet har glemt sin ideologiske arv i blind iver efter at udføre nødvendighedens politik," skrev Anders Dybdal, redaktør og medforfatter af den splinternye bog, SOCIALDEMOKRATISKE TÆNKERE, forleden i en kronik i Jyllands-Posten.
Det vil det lokale folketingsmedlem Leif Lahn Jensen, Grenaa, gerne skrive under på, men som partiets arbejdsmarkedspolitiske ordfører skal han ikke have noget klinket i det offentlige rum, der kan svække hans position i partiet. I en situation, hvor tilliden til ledelsen er på et nulpunkt, kan en enkelt fejlslagen kommentar koste dyrt - og dermed den politiske fremtid.
Men ingen skal være i tvivl om, at den forhenværende havnearbejder er frustreret og nedtrykt, meget træt af situationen og partiets deroute.
For Leif Lahn Jensen kan et valgresultat i nærheden af de 20 procent betyde, at han får mere end svært ved at ved at blive genvalgt til en tredje periode på Christiansborg. Derfor har han tydeligvis allerede taget sine forholdsregler. Strategien er klar. Det er i egen baghave, Djursland, at de politiske slag skal udkæmpes frem til næste valg, der meget vel kan komme til efteråret, når Finansloven skal vedtages. SF øjner en chance for at blive genfødt politisk ved at markere en tydelig distance til Socialdemokratiet, og her er forhandlingerne om rigets finanser det perfekte udstillingsvindue. Et muligt scenarie som indgår i Leif Lahn Jensens valgkampstrategi. Det er naturligvis ikke en tilfældighed, at han nu har fået tidligere Grenaa borgmester Gert Schou som sin valgkampstrateg og tætte dialogpartner, at han sørger for, at Dansk Metals formand dukker op på Grenaa Havn før Påske, og at han sender sin lokale adjudant, Lars Kølle, i Arbejdernetværket, som også er Leif Lahn Jensens opfindelse, til at arrangere folkemøde i Ebeltoft om vigtigheden for Djursland af, at Mols-Linien fortsat sejler fra Ebeltoft.
Han har indset, at der ikke er mere at gøre på Christiansborg. Det er på Djursland, at der skal kæmpes nu."