Fra Ebeltoft til 31 iskolde døgn på indlandsisen

”Starten på ekspeditionen var et møde med de barske realiteter. Jeg erindrer de første dage som enormt krævende og med opslidende aktiviteter, da vi slæbte vores pulke op på indlandsisen. Med en startvægt på 94 kg på mine to pulke krævede det mere end min egen kropsvægt at komme opad og fremad. Når jeg endelig lå i soveposen, faldt jeg straks i søvn og vågnede først når uret bippede.”
Det fortæller Thomas Kjerstein, til daglig efterskolelærer på Helgenæs Naturefterskole, som netop er vendt hjem efter godt en måned på Grønland.
Ekspeditionen startede på vestkysten af Grønland ved Kangerlussuaq, hvor indlandsisen har en ”blød” kant ned til fjeldet, som muliggør, at man kan vandre op på isen. Her begyndte alle 11 deltagere den lange rejse. Med to pulke efter hver deltager drog de af sted med ca. 1 ton udstyr, der skulle slæbes de godt 570 km.
”Pulkene var enormt tunge i starten og vi svedte, mens vi hver dag gled af sted på vores ski. Føret blev gradvist bedre jo længere vi nåede ind på isen. De første dage var en kamp og jeg var ret brugt, når vi endelig stoppede om aftenen. Heldigvis brugte vi omkring 1 kg af vores oppakning hver dag. Havregryn til morgen og frokost. En slikpose til hele dagen og 3 knækbrød til når vi havde rejst telt. Vi spiste både for at få energi og for at lette pulkene,” fortæller Thomas Kjerstein

Telte rystede og blafrede

Efter at have nået op over bræfaldet gik ekspeditionen syd-øst for at nå frem til en gammel efterladt radarstation, DYE II, som amerikanerne efterlod midt ude på isen. Inden de nåede frem blev ekspeditionen dog indhentet af en kraftig snestorm, der tvang dem til at søge i teltene i to døgn.
”Snestormen ramte os, da vi havde gjort alt klar. En besked via satellittelefon havde varslet at den kom, så vi lå klar i teltene og kunne kun vente til den var væk igen. Teltet rystede og blafrede og vi måtte råbe af fulde lunger for at kunne snakke sammen. Uden for teltet rasede vindene, så man røg omkuld, hvis man forsøgte at gå ud og grave teltet fri. Heldigvis kom snestormen også med skyer, som gjorde at temperaturen steg fra -20 til -10 grader. Vi nød at kunne varme teltet op i den relativt lave kulde og fik tørret vores tøj og udstyr,” siger Thomas Kjerstein.

Kraftig vind i ansigtet

Efter 13 dage kom ekspeditionen frem til radarstationen DYE II, og efter et kort besøg satte de kurs videre direkte mod østkysten. Nu ventede 300 km i nøjagtig samme retning hen over indlandsisens top, der ligger i ca. 2500 meter højde over isen. Det tog yderligere en uge, da endnu en snestorm ramte deltagerne før de stod på toppen. Samtidig var kulden tiltaget og de rejste nu i -30 grader og med kraftig vind ind i ansigtet.
”Udfordringerne steg ekspotentielt med højden. Da vi nåede toppen var kulden helt ekstrem, og den blev forstærket af kraftige vinde. Vi var godt slidte samtidig med at kulden drænede os for energi. Flere deltagere var nu på smertestillende piller grundet små skader, vabler, slid og forfrysninger. Selv klarede jeg mig gennem hele turen uden skader og havde energi og overskud til at hjælpe og trække andres grej på mine pulke. Trods en god form og styrke var jeg udfordret som alle andre,” fortæller Thomas Kjerstein.
Der gik yderligere 10 dage og besøg af endnu to snestorme før ekspeditionen 30. april kunne se land. Pludselig blev sne og is til små bjerge i det fjerne. Deltagerne kunne se målet, og de sidste to dage blev der kæmpet med sved, smil og god energi.
“Det havde været en udfordring, der rakte ud over alle forventninger. Nu vidste jeg, at jeg havde klaret den. Jeg var stolt og glad og glædede mig til at komme hjem til familien og fortælle om eventyret. Det havde været et ægte eventyr, men nu kunne jeg ikke vente med at komme hjem,” slutter Thomas Kjerstein.