Fortsæt til indhold

Lær at fundraise

Norddjurs Kommune afholder kursus for fritidslivet i fundraising

Samfund
Anette Bonde

Hvis man står og mangler penge til et godt projekt, kan man måske finde dem i en velvillig fond. Vejen dertil vil Norddjurs Kommune hjælpe med at finde.
I 2013 indgik Norddjurs Kommune et samarbejde med Fundraiseren.dk for at hjælpe de frivillige foreninger med kunsten at fundraise. Cirka 45 frivillige deltog i to aftenkurser, der resulterede i konkrete projektansøgninger til udvalgte fonde.

To aftenkurser

Nu følger kommunen op med endnu to aftenkurser i fundraising.
Første kursusaften afvikles i Auning Idræts- og Kulturcenter torsdag 15. maj. Her får deltagerne en generel gennemgang af fokuspunkter i projektansøgninger, bl.a. hvad en ansøgning bør indeholde, hvilke fonde der kan søges, og hvilke værktøjer, der kan benyttes i processen.
Anden kursusaften afvikles i Ørum Aktivcenter onsdag 28. maj som en form for skriveværksted med individuel rådgivning fra Fundraiseren.dk. I løbet af aftenen vil generelle faldgruber og styrker i deltagernes ansøgninger desuden blive gennemgået i plenum ud fra aftenens bidrag.
Efter kurset kan deltagerne sende deres færdige projekter til et kvalitetstjek hos Fundraiseren.dk, inden ansøgningen sendes ud til de relevante fonde.
Begge aftener afvikles kl. 17 – 20.30 inkl. forplejning. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig på fritid@norddjurs.dk

Rift om pengene

De kommunale puljer bugner ikke ligefrem af penge i disse år, og der er derfor ekstra fokus på de fonde, som hvert år uddeler mange penge til almennyttige projekter i hele landet.
”Når man tænker på, hvor mange idéer og færdige projekter, der findes i Norddjurs Kommune uden mulighed for realisering grundet manglende midler, så kan et fundraising kursus være et lille bidrag til at styrke muligheden for at hente flere midler hjem til kommunen,” sigerr fritidskonsulent, Tommy Sørensen, der igen i år organiserer de to aftenkurser.
Kommunen har i øvrigt som endnu et tilbud til de frivillige ildsjæle igen i år købt adgang til ”Puljeguiden”, der er et fint redskab til at finde relevante fonde i forbindelse med projektansøgninger. Information om hvordan man får log-in til ”Puljeguiden” findes på www.norddjurs.dk / Kultur- og fritid / fundraising