Muslimer giver madkurv til fattige - uanset religion
I ugerne op til jul rasede debatten på facebook, fordi Frelsens Hær delte julekurve ud til værdigt trængende danskere - også selv om de ikke var kristne.
Nu går hjælpen den anden vej, når Ramadankurven uddeles til personer, der har brug for hjælp - uanset om de er muslimer eller ej.
"Vi ser ikke på, hvem du er, hvad din historie er, hvor du kommer fra eller hvor mange tænder, du har i munden. Hos os er et menneske et menneske. Så længe du har fast bopæl i Danmark og er værdigt trængende bliver du hjulpet, hvis vi har mulighed for det," siger Jannah Betina, der er projektleder hos Ramadankurven.
Hun bryder sig ikke om at blande religion ind i hjælpearbejde.
"Det synes jeg ikke er særligt smart. Jeg synes i stedet, vi skal begynde at kigge på mennesket i stedet for religioner. Det mener jeg er vigtigt. Vi skal se, hvad andre har brug for, og hvordan vi kan hjælpe andre i stedet for at sige 'sådan gør, kristne, muslimer eller jøder'," siger Jannah Betina.
500 kurve
Danish Muslim Aid, som står bag Ramadankurven, forventer at uddele 500 kurve i år.
"Kurven indeholder basale madvarer som olie, sukker og mel, som man kan tage af i løbet af måneden, når der er brug for det. Hvis der er andre, som vil sponsorere noget helt andet, er vi åbne for det. Det er typisk madvarer, men vi håber også på legetøj eller skoleredskaber," siger projektlederen.
Indholdet kommer typisk fra virksomheder, der eksemplevis giver 50 kilo ris, men der er kommer også økonomiske bidrag, som bliver omsat til madvarer.
Du kan allerede nu melde dig som sponsor eller ansøge om en ramadankurv på www.ramadankurven.dk. Ansøgningsfristen for værdigt trængende er den 16. juni.
Du kan læse mere om Ramadankurven her