Fortsæt til indhold

Hans Christian Baltzer kørte med klatten

Det socialdemokratiske byrådsmedlem fik politisk flertal til at bevilge 750.000 kroner til glat asfalt

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Socialdemokratiets Hans Chr. Baltzer leverede overraskelsen på det seneste byrådsmøde, da han fik skaffet sig et snævert politisk flertal for, at Syddjurs Kommune skal punge ud med 750.000 kroner fra kommunekassen øremærket såkaldt glat asfalt til Banestien på strækningen fra Marie Magdalene til Auning, i alt 9,1 kilometer.
Det var ham, der som borger i Pindstrup tog initiativ til projektet i 2009. Siden er han på ny blevet valgt ind i byrådet og har talt projektets sag her.
Banestien går fra Marie Magdalene til Allingåbro, og er således et Norddjurs-Syddjurs projekt.

Andet regnestykke

Oprindeligt var det planen, at Banestien fra Marie Magdalene skulle asfalteres med OB-belægning, der er en ru form for asfalt. Siden har der været talt og skrevet om, at cyklister ikke brød sig om at køre på den, at mange punkterede og at glat asfalt i det hele taget var bedre, også for skatere og kørestolsbrugere.
Kultur- og udviklingsudvalget i Norddjurs besluttede på sit seneste møde at indstille til økonomiudvalg og kommunalbestyrelse at give en anlægsbevilling på en halv mio. kroner til asfaltering af stien.
Samtidig ville man indhente oplysninger fra Syddjurs Kommune om, hvorvidt man også der ville opprioritere til glat asfalt.
En opprioritering, der i følge embedsmændene i Syddjurs ville belaste Syddjurs økonomien med 1.5 millioner kroner. Hans Chr. Baltzer mente imidlertid, at regnestykket ikke passede, så han lavede i stedet lidt privat research og fik beregnet, at det kunne gøres for det halve. Regnestykket overbeviste også et flertal i byrådet uden om borgmester Claus Wistoft (V) og viceborgmester Kirstine Bille (SF), der begge stærkt advarede mod at åbne kommunekassen.
"Med de 750.000 fra Syddjurs, 500.000 fra Norddjurs og stiprojektets egne 250.000 har vi halvanden million til at gøre arbejdet færdigt, og jeg forventer, at det bliver gjort snarest. En god løsning for borgerne, og jeg er ikke flov over, at vi tager penge op af kommunekassen til projektet. Det manglede da bare."