Fortsæt til indhold

Skybrud, torden og vilde vindstød i aften

Samfund
Jesper Lundh

Fra i aften klokken 20 og frem til i morgen tidlig risikerer dele af Danmark skybrud, kraftig torden og stærke vindstød.
Lokalt kan der falde op til 15 mm regn på en halv time, varsler DMI. Regnen medfører risiko for oversvømmelser og tordenvejret kan antænde lynbrande.
Syd- og Sønderjyllands Politi tager situationen alvorligt og har derfor indført et beredskab, der betyder, at man er klar til at håndtere eventuelle problemer opstået i forbindelse med vejret.
Klik her og se, om vejret rammer dig
Hvis der kommer til at stå vand på vejene i forbindelse med skybrud eller kraftig regn, er det vigtigt, at trafikanterne nedsætter hastigheden og kører efter forholdene. Akvaplaning kan betyde, at dækkene mister vejgrebet, så man glider af kørebanen, lyder det fra politiet.
Man skal ikke køre ud i oversvømmede områder på veje, ved viadukter etc. Bilen risikerer nemt at gå i stå, hvorefter man måske har svært ved at komme ud af den og væk fra oversvømmelsen.
Hvis man tidligere har oplevet oversvømmelser i sin kælder eller i sommerhuset, bør man være ekstra opmærksom og eventuelt flytte sårbare genstande væk fra gulvet, opfordrer politiet.