Fortsæt til indhold

En udstrakt hånd fra Nicaragua til Danmark

Morten Nygart fra Ålsgårde skaffer danske virksomheder arbejde i Nicaragua på verdens største infrastruktur projekt.

Samfund
Kim Ravn-Mortensen

For to år siden lukkede Danmark sin ambassade i Nicaragua efter en lang årrække med støtte fra nord til syd.
Bruddet gjorde ondt på Nicaraguas præsident Daniel Ortega.
Og da han besluttede sig for at bygge en storebror til Panama-kanalen gennem Nicaragua – en kanal, der kan håndtere verdens største containerskibe som Maersks Triple E, kaldte præsidenten nordsjællandske Morten Nygart til sig og sagde:
”Vi skal definitivt have danske virksomheder med i kanalbyggeriet – vi skal revitalisere forholdet mellem Nicaragua og Danmark, og det skal du hjælp os med.”
Læs om kanalprojektet her
Morten Nygart, var flyttet til Nicaragua fra Hornbæk i 2007, havde selv lavet mange forskellige forretninger i landet, ligesom han havde hjulpet danske virksomheder med at få ordentligt fodfæste på stedet.
”Udvikling og handel skal følges ad. Nu havde vi støttet Nicaragua siden frihedskampen, og så stoppede man toget lige før stationen – altså lige inden danske virksomheder kunne få del i rigtig store forretninger i landet,” siger Morten Nygart til Lokalavisen.dk.
Se præsentation af kanalprojektet her

Baseball og applepie

”I 2007 var jeg den glade indehaver af en it-virksomhed, som blandt andet havde A.P. Møller Maersk som kunde. Vi skulle supportere it på skibe over hele verden og skulle have højt kvalificeret folk siddende klar døgnet rundt – men der var størst behov, når skibene var i amerikansk tidszone,” fortæller Morten Nygart.
Den gang kostede en it-mand en million om året, så han ledte efter et sted, hvor de var billigere.
”Alle sagde; Indien, Indien, Indien – men det forstod jeg ikke. Det er jo på den anden side af verden, og deres sprog klinger ikke med amerikanerne. Kulturelt er de også langt fra hinanden. Når amerikanerne siger baseball og applepie, så står inderne af.”
Han ledte i stedet efter et land nær USA med de samme fordele som i Indien – altså med rigtig billig arbejdskraft.
”Vi startede med det fattigste land i regionen – Haiti – det ville vi ikke. Så tog vi til det næstfattigste: Nicaragua. Her var ultra lave lønninger, høj arbejdsløshed og høj uddannelse – det er jo den hellige gral for outsourcing,” husker han.
”Der var en frygtelig masse engelsksprogede, fordi landet havde været gennem en lang borgerkrig, hvor op mod to millioner flygtede ud af landet – rigtig mange til USA – så derfor taler mange unge nicaraguanere flydende engelsk, og mange er perfekt tosprogede.”
Det var altså totalt applepie og baseball, kun to timer fra Miami, og mindstelønnen var den gang 90 dollar om måneden.

300 ansatte efter tre år

Morten Nygart og hans firma manglede bare højt uddannede it-folk, og mens de ventede på at få dem uddannet, lavede de en masse andre ting.
”Vi oversatte til live fra spansk til engelsk fra Nicaragua til New York direkte til lægen, mens en ulykke stod på. Vi designede infrastrukturen for gasledningerne under byen Chicago og tegnede kreditkort for Citybank. Og inden der var gået tre år, var vi oppe på 300 ansatte.”
Han endte med at sælge virksomheden i 2010 og begyndte med at rådgive virksomheder, som vil etablere sig i udviklingslande i firmaet Global2020, som nu er etableret i blandt andet Afrika og Indonesien.
”Mine egne dyrt betalte erfaringer kom mig til gode, da ambassaden i Nicaragua spurgte, om jeg ikke ville fortælle nye virksomheder om at etablere sig i landet. Det endte også med nogle gode projekter sammen med Danida, den danske ambassade og forskellige ministerier i Nicaragua.”
Derfor lå det lige til højreskøjten, at det var Global2020 og Morten Nygart, der skulle hjælpe Nicaragua med få gjort danske og europæiske virksomheder klar over og interesserede i byggeriet af Nicaragua Kanalen.
”Da de bad mig hjælpe med at finde leverandører, sagde jeg – for at få en hjemmebanefordel, at danske virksomheder skulle høre om projektet med det samme. Nu har vi givet penge til Nicaragua i over 30 år – til noble formål. Og nu er der for første gang en rigtig god businessmulighed, så nu skal Danmark altså lige holde fast og komme ind og få lov til at byde på nogle af de her muligheder, ” siger Morten Nygart.

Lokal viden er guld værd

Derfor insisterede han på, at Nicaraguas transportminister brugte fem dage af april i Danmark, hvor han mødtes med mange grene af landets erhvervsliv.
”Vores opgave er at identificere mulige leverandører, vi skal hjælpe dem med at få finansiering til at afdække forretningsmulighederne – altså lave forstudier osv. På vegne af Nicaragua, skal vi forsøge at gøre det hele lettere for danske virksomheder – kontakter, tidsplaner, kontakter til relevante ministerier og embedsfolk. Det hele.”
Og når virksomhederne har besluttet sig for at slå sig ned i Nicaragua, så kan de vælge fortsat at trække på hjælp og gode råd fra Global2020.
”Det gør vi allerede for mange virksomheder, men det er ikke noget vi presser ned i halsen på dem. Mange store danske virksomheder, som Vestas, er jo allerede etableret med egne kontorer i Latinamerika, siger Morten Nygart og slutter:
”Det har altid undret mig, at mange virksomheder drager ud i verden og vil lave forretning, uden at vide om de har den rigtige aktionæroverenskomst, eller om det er det den rigtige advokat, de har fat i. Lokal viden er super vigtig, når man laver udenlandske projekter.”