Zirkus Nemo kommer til Aarhus med norsk gummimand
27. maj indtager det sjove cirkus atter Mindeparken og bliver i byen i godt fire uger
Zirkus Nemo spiller i Aarhus - nærmere bestemt i Mindeparken fra den 27. maj til den 21. juni.
Og denne gang har direktøren for det hele, Søren Østergaard, taget den norske gummimand Captain Frodo med sig som ny makker.
"Frodo er så grotesk morsom, at hele holdet er brudt sammen i krampelatter flere gange under prøverne. Min eneste bekymring for årets turné er faktisk, at publikum risikerer at få alvorligt ondt i maven af grin," siger Søren Østergaard i en pressemeddelelse.
Udover Frodo tæller det internationale hold søløvedomptør Ingo Stiebner, de stærke spanske The Azzario Sisters samt den schweiziske jonglør Claudius Specht. Og mon ikke Aarhus også får lov at opleve en sand parade af cirkusdirektørens alter egoer i form af Målermanden, Bager Jørgen og Smadremanden.