Formandsskifte i Syddjurs Spildevand på plads
Carsten Bech er nu formelt formand for Syddjurs Spildevand A/S. Valget blev bekræftet på en ekstraordinær generalforsamling mandag
Tilløbet var langt, og synspunkterne mange i Syddjurs Byråd om det rigtige i at udpege Det Radikale Venstres detroniserede byrådsmedlem Carsten Bech til formand for Syddjurs Spildevand A/S de næste to år på trods af, at han netop ikke har plads i byrådssalen længere, og at der i konstitueringsaftalen efter Kommunalvalget i november 2013 rent faktisk står indskrevet Bechs afløser i byrådet, Jan Kjær Madsen, som formand.
Men på en ekstraordinær generalforsamling i mandags på Syddjurs Spildevands hovedsæde i Følle blev det bekræftet uden sværdslag, at Carsten Bech er formand de næste to år, som også et stort flertal i byrådet indstillede på det seneste byrådsmøde.
"Der var to punkter på dagsordenen: Formandsvalg og eventuelt, og det tog fem minutter at gennemføre den ekstraordinære generalforsamling," fortæller borgmester Claus Wistoft (V), der var mødt frem sammen med bestyrelsen og direktør i Syddjurs Spildevand, Søren Lynge Pedersen.
Fakta: Den ny bestyrelse
- Selskabet ledes af en bestyrelse på 9 medlemmer. Hvoraf generalforsamlingen udpeger 5 medlemmer til bestyrelsen, forbrugerne vælger 2 medlemmer og medarbejderne udpeger 2 medlemmer til bestyrelsen.
- Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen, forbrugerne og medarbejderne for 4 år ad gangen.
Medlemmer 2014-2017:
- Formand: Carsten Bech (B)
- Næstformand: Forbrugervalgt Jens Henrik sørensen
- Bestyrelsesmedlem: Karen Østergaard (V)
- Bestyrelsesmedlem: Marianne Als Nielsen (SF)
- Bestyrelsesmedlem: Hans Chr. Baltzer (S)
- Bestyrelsesmedlem: Flemming Hansen (I)
- Bestyrelsesmedlem: Forbrugervalgt Claus Bjerring Lauritsen
- Medarbejderrepræsentant: Jørgen Jakobsen
- Medarbejderrepræsentant: Lilian P. Kloster