Syddjurs Kommune sletter lejekontrakt med penselstrøg
Indehaveren af Jernbanegrillen i Ryomgård har ikke overholdt dele af lejekontrakten. Derfor river Syddjurs Kommune den nu itu
Syddjurs Kommune river lejekontrakten med ejeren af Jernbanegrillen i Ryomgård, Narenthirarajah Nadarajah, itu med henvisning til, at dele af kontrakten ikke bliver opfyldt.
Det fortæller PUK-udvalgsformand Kirstine Bille (SF) til Lokalavisen.
"I kontrakten står der, at Jernbanegrillens toiletter skal være offentligt tilgængelige. Det har imidlertid ikke været tilfældet i den periode, hvor stedet har været lukket og ude af drift, og derfor kan vi annullere lejekontrakten med henvisning til, at lejer ikke har levet op til den del af aftalen," siger Kirstine Bille.
Det areal, som Jernbanegrillen ligger på tilhører kommunen og skal inddrages til parkeringspladser til både cykler og biler, så der er gode pladsforhold for de mennesker, der hopper af og på letbanetoget, når det passerer Ryomgård om 3-4 år.
Lokalavisen har forgæves forsøgt at komme i kontakt med Jernbanegrillens indehaver, Narenthirarajah Nadarajah.