Ryomgård Erhvervsforening bakker op om ethvert initiativ i byen
"Kære Benn og Joan
Jeg har som formand for Ryomgård Erhvervsforening modtaget jeres mail af 4. juni 2014 vedr. et musikarrangement, som Distriktsrådet i samarbejde med Lars Thyrre arrangerer på det gamle Posthus på Nordre Ringvej.
Jeg kan fra erhvervsforeningens side oplyse, at vi ingen andel har i dette arrangement - hverken økonomisk eller rent planlægningsmæssigt.
Det er derfor med meget stor underen, at I sender denne mail dels til erhvervsforeningens bestyrelse men også samtlige medlemmer af foreningen. Såfremt I ønsker bestyrelsen holdning til spørgsmålet, ville det være at fortrække, at I spurgte bestyrelsen direkte. Dog skal jeg erkende, at jeg faktisk er lidt i tvivl om, hvorvidt I ønsker bestyrelsens holdning, eller om I ønsker den fra samtlige medlemmer.
Når I nu ønsker at bruge denne måde at kommunikere på, kan jeg på vegne af bestyrelsen oplyse, at erhvervsforeningen naturligvis bakker op om ethvert initiativ i byen - uanset om det sker på kommercielle vilkår eller om det måtte ske på rent frivilligt basis. Vi har fra bestyrelsens side naturligvis fuld forståelse for de udfordringer, der er forbundet med at drive et hotel, og især i en by af Ryomgårds størrelse. Derfor bakker vi naturligvis op om, at vi skal have et hotel i byen, ligesom vi bakker op om alle andre virksomheder i byen.
Med hensyn til jeres bemærkninger angående nedrivningen af Jernbanegrillen og en mulig nedrivning af hotellet ønsker jeg eller den øvrige bestyrelse egentligt ikke at kommentere på dette, men vil blot bemærke, at det for os at se er nærværende sag helt irrelevant og i flere henseender betragtes som værende useriøst. Forholdet med Jernbanegrillen er helt særlige, da grillen har været lukket længe og kommunen har andre udviklingsplaner med området."