Fortsæt til indhold

Her har badevandet nået 20 grader

Samfund
Jacob Nielsen

Datoen siger 6. juni. Det er stadig tidligt på badesæsonen, men på grund af det rekord-varme forår er der steder, hvor badevandet allerede når sommer-højder, mens det andre steder er en kold fornøjelse at hoppe i bølgerne. Et område hvor temperaturforskellen er stor på relativ kort afstand, er på Djursland. Her måler vandet kun 9,6 grader ved Grenå, mens der 20-25 kilometer nordpå måles næsten 20 grader.
"Forskellen ser meget voldsom ud lige dér, men det har meget at gøre med vind- og strømforhold samt vanddybde. Inde i fjordene og de små kroge ligger vandet stille og varmes hurtigt op, mens det tager noget længere tid, før vi får de samme temperaturer ved de åbne kyster," siger vagthavende meteorolog, Frank Nielsen, fra DMI.

Det varmeste badevand findes således ved Roskilde (19,6 grader), Bandholm på Lolland (19,2 grader), Hobro (19.6 grader) og Aalborg Øst (20,0 grader).
Det koldeste måles ved Tejn på Bornholm (12,1 grader), Hirtshals (12,5 grader) og Grenå (9,6 grader).
"I dag er der godt med vind flere steder, som kan være med til at presse køligere vand i de indre farvande så vandtemperaturen dropper lidt, men ellers skal vi nok bare regne med, at den vil stige henover pinsen, som ser ud til at blive dejlig varm," siger Frank Nielsen fra DMI.
Se hvor varmt badevandet er, hvor du bor, på Danmarkskortet herunder.